Her er Partii Naleraqs to folketingskandidater

Grønlands yngste politiske parti stiller, ikke overaskende, op med Per Rosing-Petersen, der er medlem af Inatsisartut.
Foto © : Ivik Kristiansen/KNR
05. juni 2015 14:27

Partii Naleraq har i dag offentliggjort deres folketingskandidater. Det er partiets næstformand og Inatsisartut-medlem Per Rosing-Petersen samt Dan Rasmussen, der er 40 år og speditør i Royal Arctic Line i Nuuk.

Partiet har to hovedmærkesager.

Bloktilskuddet skal laves om til en afgift. Pengene skal fremover tilfalde Grønland som et kompensationsbeløb for Danmarks brug af grønlandsk grund til at fremme dansk udenrigspolitik, forklarer Per Rosing-Petersen.

- Det er vores idé at inden for en 10-årig periode har et fast beløb på 15 milliarder kroner uanset om vi bliver selvstændige eller ej.

Værnepligt skal højne uddannelsesniveau
Den anden mærkesag er, at partiet vil tale grønlandsk fra folketingets talerstol.

- Man har jo immervæk bedst ved at udtrykke sig gennem sit modersmål. Det er den eneste grund, siger han.

Dan Rasmussens personlige mærkesag uddannelse. Han vil løfte niveauet ved at indføre værnepligten. Herefter skal langt flere unge gøre karriere i forsvaret, eksempelvis Arktisk Kommando, siger han.

- Det kan være, at de unge får blod på tanden efter at have oplevet den her struktur, og fået en struktureret uddannelse. Vi har brug for de her mennesker i fremtiden, siger han.

Partii Naleraq vil ligesom de øvrige partier - på nær Atassut- ikke ud med, om vil støtte rød eller blå blok i Folketinget, siger Per Rosing-Petersen.

- Den statsministerkandidat, hvor vi opnår de bedste resultater under forhandling, peger vi på, siger han.