Helle og Hu skal ikke snakke om Grønland

Grønland er ikke på dagsordenen, når Kina aflægger Danmark statsbesøg på torsdag. Det bekræfter den danske udenrigsministerium, der oplyser, at Arktis og Grønland stille og roligt er gledet ud af dagsordenen.
Skrevet af Mads Ullerup
13. juni 2012 08:44

Særlig rådgiver hos Udenrigsminsteriet, Claus Perregaard:

- Jeg kan afvise at Grønland er på dagsordenen lige nu, og der er ikke noget, der tyder på, at det skulle ændre sig. Og skulle Arktis komme på dagsordenen, så ville Grønland blive indkaldt, siger Claus Perregaard til KNR.

I den seneste tid er det ellers blevet diskuteret, hvorvidt Kinas åbenlyse interesser i Grønland vil få indflydelse på dagsordenen, når den kinesiske præsident Hu Jintao kommer på besøg i København på torsdag.

Det har i den forbindelse undret formanden for Naalakkersuisut, Kuupik Kleist, at han ikke var inviteret med til mødet.

Og Claus Perregaard kan godt forstå, hvordan tvivlen om Grønlands placering og rolle under statsbesøget er opstået.

- I Udenrigsministeriet har man haft en meget lang bruttodagsorden, hvor Arktis har figureret i en meget tidlig fase. Men efterhånden som besøget har nærmet sig og embedsmændene fra henholdsvis Kina og Danmark har talt sammen, har man fået skåret dagsordenen mere og mere til, og så er Arktis, og det der måske kunne vedrøre Grønland stille og roligt gledet ud af dagsordenen, fortæller Claus Perregaard.