Havarikommission kalder forlis af turistbåd meget alvorligt

Weekendens forlis af en turistbåd i Illulisat bliver betragtet som meget alvorligt af Den Maritime Havarikommission. - Vi har igangsat en undersøgelse og vil i første omgang undersøge de faktuelle omstændigheder af forliset, siger undersøgelseschef Øssur Hilduberg til KNR.
Alle passagerer og besætningsmedlemmer er uskadte efter en turistbåd sank natten til søndag i fjorden ved Ilulissat. Arkivfoto. Foto © : Jens V. Nielsen
15. august 2016 13:41

En halv time efter midnat natten til søndag kom en turistbåd med 26 personer i havsnød ved Illulisat. Båden begyndte at tage vand ind og måtte have hjælp af en taxabåd i nærheden.

Jens Ole Thomassen var nærmeste skipper og kom hurtigt til hjælp:

- Da jeg sejlede ud til hende, kunne jeg se, at hun lå i en forkert vinkel med agterenden under vandet, og der gik det op for mig, at hun var ved at synke, siger han.

Passagerer og besætning er uskadte

Og for Jens Ole Thomassen var der kun en tanke. 

- Der tænkte jeg på folk, det er det primære, at man skal redde folk. Og med et skib der synker så hurtigt, så var det eneste jeg havde i hovedet, at de der folk, de skulle ud, siger han.

Under redningsaktionen var kaptajnen på det synkende skib i vandet for at frigøre redningsflåderne fra bagenden af skibet, der på det tidspunkt lå under vand.

Det lykkedes ikke at få redningsflåderne fri, så passagerer og besætning kom i sikkerhed på Jens Ole Thomassen båd.

- Hele forløbet med redningen gik stille og roligt og der var ingen panik, fortæller Jens Ole Thomassen.

LÆS OGSÅ: Turistbåd sunket ved Ilulissat - alle ombord reddet

Politi og Havarikommission undersøger

Ud over Havarikommissionens undersøgelse er også politiet i Ilulissat i gang med en undersøgelse af, hvad der skete.

Politiets operative leder i Qaasuitsoqs hovedstation i Ilulissat, Sebastian Bech oplyser til KNR, at det ikke ser ud til, at der er sket en påsejling, men vil ikke sige mere så længe undersøgelsen er i gang.

Afhøringer af passagerer og besætning tyder på at situationen blev håndteret professionelt at mandskabet på den forulykkede båd.

Visit Greenland vil ikke kommentere forliset før der er kommet resultater af undersøgelserne fra Politiet og Den Maritime Havarikommission.

Det oplyser turismeorganisationen til KNR mandag eftermiddag.