Hash-sigtelser på stribe i Ilulissat

Politiet i Ilulissat har sigtet flere personer for narkohæleri og besiddelse af hash i tre forskellige sager i byen.
ikiaroornartoq Politi stoffer
Arkiv Foto © : KNR
Skrevet af Kenneth Elkjær
25. april 2017 14:10

Politiet i Ilulissat konfiskerede i sidste uge 190.000 kroner, som menes at stamme fra salg af hash i byen. Det oplyser politiet til KNR.

Tirsdag opdagede tolderne 90.000 kroner i en pakke, der var på vej ud af byen. Politiet mistænker, at pengene stammer fra salg af hash, og derfor ransagede man afsenderens bolig. Her blev der fundet en klump hash, oplyser politikommisær Sebastian Bech fra politiet i Ilulissat. 

- Vi efterforsker det som en sag, hvor der har været salg for øje, fortæller politikommisær Sebastian Bech.

Flere personer er mistænkt i sagen. De er sigtet for besiddelse af hash med henblik på videresalg og narkohæleri, altså salg af narkotika, oplyser Sebastian Bech.

LÆS OGSÅ Inatsisartut-politiker vil styrke indsatsen mod hash yderligere

Stort kontantbeløb

Onsdag måtte politiet igen rykke ud til en sag om salg af narkotika, efter politiet i Ilulissat havde modtaget flere tip om en person i byen, der jævnligt ryger hash med unge.

En ransagning af vedkommendes hjem førte til et fund af 100.000 kroner i kontanter, som politiet mener stammer fra salg af hash. Det har ført til en sigtelse for narkohæleri, oplyser Sebastian Bech.

LÆS OGSÅ Borgere bekymret for udbredt hashmisbrug

Hash fundet i anstalt

Men her stopper hashsagerne i ikke. I sidste uge fik politiet også besked fra anstalten i Iulissat om, at en indsat var i besiddelse af hash. Det førte til en ransagning af samleverens bopæl, hvor der blev fundet 80 gram hash.

Den indsatte er efterfølgende blevet sigtet for besiddelse af hash, mens samleveren er sigtet for handel med narkotika.

Politiet efterforsker fortsat de tre sager, oplyser Sebastian Bech.

LÆS OGSÅ Mange hash-sager bliver aldrig afgjort