Hammonds erhvervsfremstød til Japan er aflyst

Det planlagte handelsfremstød til Japan er aflyst. Det sker som en konsekvens af Inatsisartutvalget.
Skrevet af Sandra Meinecke
08. oktober 2014 12:14

I december i år havde Naalakkersuisut inviteret det grønlandske erhvervsliv til at deltage i et handelsfremstød i Japan, men, efter at der er udskrevet valg, er turen aflyst.

 - Vi skulle på en pæn måde komme ud af, de aftaler der var lavet i Japan, blandt andet leje af lokaler. Det skulle vi lige have på plads - og i fredags valgte vi så at melde ud, at turen er aflyst, siger Jakob Roman, som er protokolchef i udenrigsdirektoratet.

Læs også Aleqa Hammond besøger Japan til december

Ifølge tidligere formand for Naalakersuistut Aleqa Hammond, var rejsen formår at lægge et fundament for et kommende bredt samarbejde, som skulle bidrage til at  skabe erhvervsmuligheder, samt bringe mere kompetenceopbygning til Grønland.

De grønlandske virksomheder, som havde meldt sig til at deltage i turen i Japan, skulle selv finansierer deres egen del af turen.

Det var også meningen, at kronprinseparret skulle have deltaget i rejsen.

Om der bliver planlagt et ny handelsfremstød i Japan på et senere tidspunkt er endnu ikke afklaret.

- Først efter et valg, så finder vi ud af om, der er lejlighed til at gennemføre et besøg i den kommende fremtid. Det har noget at gøre med, at hvis man vil involvere kongehuset igen, skal vi have fundet frem til datoer og så videre, siger Jakob Roman.

Det tidligere Naalakersuisut havde også planer om at åbne et repræsentationskontor i Beijing. Hvorvidt den plan bliver gennemført er endnu uvist.