GE: Hård udmelding fra Storbritannien

Naalakkersuisut bør forsøge at få det bedste resultat ud af Brexit via tæt samarbejde med Danmark og EU i de kommende forhandlinger om Storbritanniens udtrædelse af det europæiske fællesskab. Det mener Grønlands Erhverv.
Foto © : Simon Uldum
Skrevet af Thomas Munk Veirum
18. januar 2017 15:55

Tirsdag holdt Storbitanniens premierminister Theresa May sin længe ventede tale om den britiske regerings bud på, hvordan landet i praksis skal meldes ud af EU.

Theresa Mays udmeldinger blev mødt med stor alvor af blandt andre Dansk Industri i Danmark:

- Hvis UK ender helt uden for det indre marked og toldunionen får det konsekvenser for danske virksomheder, som vil opleve barrierer og forringet markedsadgang og dårligere beskyttelse af investeringer i Storbritannien, sagde underdirektør Anders Ladefoged i Dansk Industri i en skriftlig kommentar til DR.

I Grønlands Erhvervs forholder direktør Brian Buus sig mere afventende:

- Storbritannien kommer med en hård forhandlingsudmelding, men jeg ser det som et udspil, siger Brian Buus Pedersen til KNR.

Vigtige forhandlinger for Grønland

Han er enig med Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender Vittus Qujaukitsoq i, at det er komplekse og svære forhandlinger, der begynder, når Storbritannien aktiverer artikel 50, der er regelsættet for, hvordan et EU medlemsland kan forlade unionen.

Forhandlingerne er dog samtidig utrolig vigtige for Grønland, da Storbritannien er et stort marked for grønlandske fiskeriprodukter.

- Vi må opfordre Naalakkersuisut og den danske regering til at gøre alt deres bedste indflydelse gældende i forhold til EU processen, sådan at de grønlandske hensyn bliver varetaget på den bedste måde, lyder det fra Brian Buus Pedersen, der også tilbyder sin assistance:

- Vi vil da også gerne fra fiskerierhvervets side være i dialog med Naalakkersuisut, sådan vi hele tiden holder øje med forhandlingspositionerne, så vi kan sikre at vi får de bedst mulige resultater.

Naalakkersuisut vil forsøge begge spor

Det afgørende spørgsmål for Grønland er nu, hvorvidt Naalakkersuisut skal gå enegang og selv forsøge at lave en aftale med Storbritannien eller udøve sin indflydelse i samarbejde med Danmark og EU i de kommende forhandlinger mellem Storbritannien og unionen.

Ifølge Qujaukitsoq vil det arbejde ske sideløbende:

- For Grønland er selv nødt til at udrede og afklare, hvilke forbindelser og aftaler der skal være fremover med Storbritannien, siger Vittus Qujaukitsoq.

Naalakkersuisut vil altså umiddelbart forfølge begge spor, men Brian Buus Pedersen fra Grønlands Erhverv er dog ikke i tvivl. Han mener, at Grønland alene vil stå meget svagt overfor Storbritannien i sådanne forhandlinger:

- Vi opfordrer nok til, at man fra grønlandsk side prøver at holde hesten og finder ud af, hvordan man i samarbejde med Danmark og EU - vi er jo på samme side i det her - kan få de bedste resultater, siger Brian Buus Pedersen, direktør i GE.