Grønlandsk eksport på spil i Brexit-afstemning

Storbritannien er et vigtigt marked for Grønlands eksport af fiskeriprodukter til EU, derfor er der grund til at imødese resultatet af dagens afstemning om, hvorvidt briterne ønsker at melde sig ud af EU med spænding.
Foto © : Rareclass
Skrevet af Thomas Munk Veirum
23. juni 2016 16:17

I øjeblikket nyder grønlandske fiskeprodukter nemlig godt af Grønlands OLT-aftale med EU. Aftalen betyder at grønlandske produkter har uhindret adgang til EUs indre marked - herunder det britiske, på betingelse af, at EU finder fiskeriaftalen med Grønland "tilfredsstillende" - og det har EU gjort indtil videre.

I Royal Greenlands årsrapport står der følgende om det britiske marked:

- UK(Storbritannien, red.) er sammen med Skandinavien det store marked for kogte og pillede rejer. Efterspørgslen er langt større end udbuddet, hvilket har medført store prisforhøjelser, står der i rapporten. Årsrapporten angiver også, at Europa er det mest betydende markedsområde med en omsætningsandel på 56 procent.

Læs også Rekordmange briter registreret som vælgere til EU-valg

Ifølge OLT-aftalen slipper grønlandske produkter først og fremmest for told på EUs indre marked. Men de slipper ifølge en aftale fra 2012 også for en fordyrende veterinærkontrol, fordi Grønland anses for at være en del af EU’s veterinærområde.

Hvis briterne ved folkeafstemningen beslutter sig for at træde ud af EU, er det altså usikkert, om Grønland kan fortsætte sin eksport til det britiske marked under de nuværende gunstige forhold.

Her vil de fremtidige eksportvilkår ifølge KNRs oplysninger afhænge af de forhandlinger, som Storbritannien skal føre med EU om vilkårene for udmeldelsen. Vilkårene vil også afhænge af, om Grønland kan opnå en aftale uden om EU med Storbritannien.

Læs også Clinton: Storbritannien bør blive i EU

Ifølge eksperter kan det tage mange år for Storbritannien at forhandle en aftale om udtræden af EU på plads. For Grønlands vedkommende tog det tre år at få en aftale på plads, da Grønland valgte at træde ud af det daværende EF i 1982.

I Danmark eksporterer landet for knap 70 milliarder kroner årligt til Storbritannien, og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vurderer ifølge DR.dk, at det kan koste op til 13.000 danske job, hvis briterne forlader EU.

Selvstyret ønsker ikke at udtale sig om konsekvenserne af en britisk udmeldelse af EU af hensyn til valgkampen i Storbritannien.