VIDEO Greenpeace border boreplatform med kurs mod Arktis

<p>Seks Greenpeace-aktivister har mandag aften klatret op på Shells gigantiske boreplatform, Polar Pioneer, der befinder sig i midten af Stillehavet - 750 sømil nordvest for Hawaii.</p>
Skrevet af Karsten Sommer
07. april 2015 06:55

Formålet er at udføre en fredelig protest mod selskabets plan om at genoptage sine olieboringer i Arktis.

Aktivisterne sejlede i gummibåde fra Greenpeace-skibet Esperanza, og de har nu slået lejr på undersiden af hoveddækket på Polar Pioneer.

Her har de forsyninger nok til at blive i flere dage, lige som de har udstyr til at kommunikere ud til omverdenen om Greenpeace-kampagnen for at beskytte Arktis.

Greenpeace-skibet har ligget i halen på Polar Pioneer de sidste fire uger for at at få skabt debat om Shells oliejagt i Arktis. I sidste uge gav USA’s indenrigsministerium nemlig Shell overordnet tilladelse til at udføre arktiske olieboringer i Tjukterhavet nord for Alaska.

Udover Polar Pioneer sejler et andet af Shells boreskibe, Noble Discoverer, også til Alaska for at bore efter olie til sommer.

Skibet er et af verdens ældste af slagsen, og har tidligere begået flere lovbrud i forbindelse med Shells olieboringer i Det Arktiske Ocean.

- Vi vil kæmpe for, at Shell ikke får lov til at fortsætte de uansvarlige olieboringer, siger Jon Burgwald, arktisansvarlig hos Greenpeace.

Se, hvordan de seks Greenpeace-aktivister kom ombord her:

Videofil