Great Greenland indsætter skib i jagten på skind

Der blev indhandlet alt for få sælskind i 2016, mener Great Greenland. De sætter nu jagten ind på flere skind til deres produktion.
Skrevet af Jørgen Semionsen
19. juni 2017 08:18

Torsdag offentliggjorde Grønlands Statistik deres opgørelse over indhandling af pattedyr i 2016. Det viste blandt andet, at antallet af indhandlede sælskind er faldet markant i forhold til 2013.

LÆS OGSÅ Bedre fiskeri betyder færre sælskind

Hos Great Greenland kan man mærke på produktionen, at fangerne hellere vil fiske torsk og hellefisk end fange sæler. I jagten på flere skind vil selskabet nu tage nye metoder i brug, fortæller indhandlingschef Preben Møller til KNR.

- For at imødegå den faldende indhandling vil vi indsætte et indhandlingsfartøj. Vi er ved at indgå en aftale om leasingen af et fartøj, siger han.

I første omgang skal forsøget køre i sommerperioden omkring Qaqortoq.

I 2013 blev der indhandlet over 50.000 skind, men sidste år var det tal faldet til lidt over 33.000.

LÆS OGSÅ Sælskind i kraftig tilbagegang