Grønnedal igen bemandet

Fra fredag er der igen mandskab på flådestationen i Grønnedal. Det oplyser Arktisk Kommando på deres hjemmeside. I alt er tre mand udstationeret i en vagtordning på basen.
Grønnedal
Foto © : Peter Barfoed
Skrevet af Ane-Marie Petersen
04. september 2017 07:41

Flådestationen blev ellers lukket ned i efteråret 2014, da aktiviteterne blev flyttet til Nuuk under det, der i dag hedder Arktisk Kommando.

Derefter forsøgte staten at få basen solgt ved flere offentlige udbud, men uden held.

I stedet vedtog et flertal i Folketinget sidste år at genåbne stationen, efter et kinesisk statsejet selskab havde henvendt sig til den danske stat for at købe basen.

LÆS OGSÅ Oprydningen i Grønnedal kan begynde snart

Forsvaret har i de seneste tre måneder arbejdet for at genetablere vand-, varme- og elforsyningen af flådestationen og renoveret bygningerne i Grønnedal.

Stedet skal fremover fungere som et logistisk støttepunkt for Forsvaret - bl.a. til opbevaring af brændstof og til øvelse- og uddannelsesformål, ligesom Grønnedal også skal stilles til rådighed for forskningsaktiviteter.

LÆS OGSÅ Grønnedal bemandet fra september