Grønlandske fartøjer prioriteres til makrelfiskeriet

Naalakkersuisut har godkendt en indstilling fra Finn Karlsens om, at ansøgere til makrelfiskeriet i Østgrønland med egne grønlandske fartøjer skal have førsteprioritet, og at grønlandske rederier med egne fartøjer får tildelt kvoter efter kapacitet.
Skrevet af Simon Uldum -
19. marts 2014 09:36

Finn Karlsen har lavet en prioritetsliste for fordelingen af kvoten på 100.000 tons.

Førsteprioritet er ansøgere med egne grønlandske fartøjer og/eller fartøjer, som er indchartret uden besætning. Disse fartøjer får tildelt kvoter i henhold til kapacitet.

Andenprioritet er, at rederierne får mulighed for at indchartre et fartøj, for hvert eget fartøj de indsætter i fiskeriet. Dette fartøj får tildelt kvote efter kapacitet.

Tredjeprioritet er ansøgere uden egne fartøjer:

Der skal være tale om et selskab, der er registreret, og som opfylder fiskerilovens bestemmelser om ejerskab. Selskabet må ikke være en såkaldt ”stråmandsvirksomhed”.

Rederierne får mulighed for at indsætte et indchartret fartøj, der får tildelt kvote efter kapacitet. Der skal fremsendes kopi af alle charteraftaler, ligesom der skal stilles en bankgaranti for betaling af afgiften.