Grønlandske balletbørn besøger Det Kongelige

Seks børn i alderen 10 til 13 år er i dagene 30. marts til 6. april på besøg hos Den Kongelige Balletskole ved Det Kongelige Teater.
Foto © : Petra Kleis
29. marts 2015 15:20

Seks børn i alderen 10 til 13 år tager i morgen, mandag, til Danmark for at besøge Den Kongelige Balletskole ved Det Kongelige Teater.

Danselærer og leder af Qiajuk Studios, Ruth Montgomery-Andersen fortæller, at det er en ganske særlig mulighed, som er kommet efter Det Kongelige Teaters besøg til Grønland i 2013.

- Man har aldrig fået en invitation i Grønland før, og der er næsten ingen i Danmark, der får lov. Altså får lov til at komme ind og tage timer på balletskolen, siger Ruth Montgomery-Andersen fra Qiajuk Studios .

 

Klassisk dansemiljø i Grønland

Hun har sammen med den kunstneriske leder af Det Kongelige Teaters balletskole Kompani B , Ann Crosset arbejdet på ideen om at skabe et klassisk dansemiljø i Grønland siden 2013.

Ruth Montgomery-Andersen peger på, at det ikke handler om, at pigerne skal være professionelle balletdansere, men om at de skal have udsyn, og se hvad man kan med balletten.

- De får mulighed for at se, hvad det er ballet kan bruges til, andet end at man sidder og knokler, som de gør hos mig hver uge. Men at se hvordan det kan bruges som en udtryksform, og se hvor god man kan blive.

 

Håber på flere besøg

Ruth Montgomery-Andersen håber besøget her kun er starten på et fast samarbejde, som kan bruges hvert år.

- Hvor børn, som danser ballet, kan få mulighed for at komme ned og tage timer og hver sammen med nogle rigtigt dygtige lærer, siger Montgomery-Andersen.