Grønlands første biskop er død
Grønlands første biskop er gået bort. Kristian Mørch døde onsdag i Ilulissat i en alder af 87 år gammel. Dermed er et vigtigt stykke af vores lands historie gået bort.
Kristian Mørch blev udnævnt til biskop, da Grønland blev et selvstændigt stift i 1993. To år senere blev han afløst af Sofie Petersen, der stadig sidder som biskop i dag.
Den tidligere biskop blev født på bopladsen Ukkusissat ved Uummannaq. Senere tog han eksamen i teologi i Danmark, men han rejste straks tilbage til Grønland, da han blev færdiguddannet. Han arbejdede i en lang årrække i mange af sognene her i landet, inden han blev vicebiskop i 1984 og ni år senere biskop.
Da han gik på pension i 1995, flyttede han fra Nuuk til Ilulissat, hvor han søgte et liv tæt på naturen.
- Da jeg var barn og ung, søgte jeg liv og glæde i naturen. Det skulle undre mig, om ikke den længsel vågner igen. Som et rigtigt naturbarn kan man ikke helt lægge det bag sig, har Kristian Mørch fortalt om den beslutning til Kristeligt Dagblad.
Kristian Mørch gjorde sig bemærket som ung studerende ved at advare sine landsmænd mod at gifte sig med danske kvinder, der ikke havde lyst til at bo i Grønland.
Han mente, at man som grønlandskfødt havde en pligt til at vende tilbage til hjemlandet, når man var færdig med sin uddannelse i Danmark, så man kunne hjælpe med at opbygge landet, der på den tid så småt var på vej mod hjemmestyre.