Grønlands økonomiske situation vendt i en debat i folketinget

I morgen bliver Grønlands økonomiske situation vendt i en debat i folketinget.
Skrevet af Laura Aggernæs
04. februar 2015 17:59

Den danske statsminister Helle Thorning-Scmidt fra Socialdemekraterne er kaldt ind til en forespørgselsdebat i Folketingssalen om den økonomiske situation i Grønland af de fire danske partier, Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance og Konservative.

Her vil de blandt andet vende emner såsom Grønland Selvstyres underskud på budgettet, en voksende arbejdsløshed og stigende fattigdom i landet, manglen på investeringer og problemer med udvandring.

Derudover vil partierne også høre den danske statsminister om hvilke planer, den danske regering har for eventuelt at kunne bistå Grønland i 'landets dybt alvorlige krise', som de skriver.

Også Inuit Ataqatigiits Johan Lund Olsen, deltager i debatten, selvom han ikke er begejstret for emnet:

-I udgangspunktet synes jeg, at det er upassende, at et parlament tager initiativ til at diskutere et andet lands økonomi. Men Inuit Ataqatigiit vil gerne både et ligeværdigt samarbejde og en god og konstruktiv dialog, og i den ånd deltager jeg i debatten, skriver han i en pressemeddelelse fra partiet.

Du kan følge debatten på folketingets hjemmeside.