Grønlands økonomi på vej mod problemer

Store besparelser og kraftige skattestigninger kan blive konsekvensen, hvis ikke Naalakkersuisut tager fat på at reformere landets økonomi.
- Man efterlader en større byrde til fremtidige generationer og til fremtidige politikere, lyder det fra formanden for Økonomisk Råd, Torben M. Andersen.
Skrevet af Thomas Munk Veirum
14. september 2017 16:02

Jo længere tid der går, før Naalakkersuisut tager fat på at lave reformer i den grønlandske økonomi, jo mere ondt vil det gøre, når reformerne skal gennemføres.

Det kan betyde store besparelser på eksempelvis sundhedsvæsnet eller på uddannelse i fremtiden.

Det er igen et af hovedbudskaberne fra Økonomisk Råd, der i dag fremlagde deres årlige analyse af landets økonomi.

 - Hvis man ikke får løst det her, så vil udgifterne løbe fra indtægterne, siger formand for Økonomisk Råd, Torben M. Andersen, der også er professor i nationaløkonomi ved Aarhus Universitet.

Højere levealder betyder flere udgifter

Grundlæggende kommer problemet af en positiv forandring i samfundet - vi lever længere her i landet - men det betyder også flere udgifter.

 - Der bliver flere ældre, der skal ha en pension, der er en samnmenhæng mellem alder, og hvor hyppigt man dukker op i sundhedsvæsnet. Så i takt med at befolkningen bliver ældre vil der være nogle udgiftsstigninger, men der vil ikke være nogen indtægtsstigninger, lyder det fra formanden.

LÆS OGSÅ Økonomisk Råd uddeler hård kritik

Han finder det alarmerende, at Naalakkersuisut ikke er gået i gang med at lukke det kæmpe hul, der løbende vil opstå i landets økonomi de næste 10 år.

 - Man efterlader en større byrde til fremtidige generationer og til fremtidige politikere.

Torben M. Andersen understreger, at den aktuelle gode økonomi ikke løser problemet.

Udefineret redningsplan

I Naalakkersuisuts finanslovsforslag fremhæves en række initiativer - blandt andet holdbarheds- og vækstplanen, der skal løse problemet.

Her satser Naalakkersuisut på en drastisk effektivisering af den offentlige sektor - en effektivisering der svarer til at fyre 900 medarbejdere.

Ifølge Økonomisk Råd er det store problem, at Naalakkersuisut fortsat ikke fortæller, hvordan man vil opnå den meget ambitiøse målsætning.

Eventuel hjemtagelse af sagsområder er ikke medtaget

 - De store skridt til at få lukket det her finansieringshul, de er ikke taget, siger han og fortsætter:

- Lige pludselig står man i en situation, hvor man er nødt til at lave en krisepakke, hvor man er nødt til at lave nogle drastiske nedskæringer eller kraftige skattestigninger, siger Torben M. Andersen.

Når Økonomisk Råd regner på landets økonomi på længere sigt, så tager rådet ikke hensyn til eventuel hjemtagelse af nye sagsområder fra Danmark eller en eventuel selvstændighed.

Hvis Naalakkkersusiut vil hjemtage flere sagsområder fra Danmark, så skal disse penge findes ud over de problemer, som Økonomisk Råd påpeger.