Grønland siger nej til hash

I dag, den 26. juni, er det International Dag mod Misbrug af og Ulovlig Handel med Narkotika. Her i landet markeres dagen med demonstrationer mod hash i flere byer.
ikiaroornartoq Politi stoffer
Foto © : KNR
Skrevet af Karsten Sommer
26. juni 2017 07:10

Opdateret 09.13: I dag, den 26. juni, er det International Dag mod Misbrug af og Ulovlig Handel med Narkotika. Her i landet markeres dagen med demonstrationer mod hash i flere byer.

- Vi går på gaden den 26. juni for at sige nej til hash. Det er en klar holdningsmarkering, som skal vise, at vi står sammen i kampen mod hash, og at vi bekymrer os om hinanden. Og medborgere som har et misbrug af hash, vil vi møde med respekt, værdighed og en udstrakt hånd, siger Naalakkersuisoq for Sundhed, Agathe Fontain, som går i spidsen for demonstrationen i Nuuk.

- Jeg er især bekymret over det stigende misbrug af hash blandt børn og unge. Det er vigtigt, at vi sender et tydeligt signal til de unge om, at vi som samfund tager afstand fra brugen af hash. Jeg håber, at rigtig mange borgere vil vise deres støtte og møde op til demonstrationerne rundt om i landet. Sammen kan vi gøre noget ved problemet med hash, siger Naalakkersuisoq for Sundhed, Agathe Fontain.

Den seneste befolkningsundersøgelse fra 2014 viser, at der er en stigning i antallet af børn og unge, som har prøvet at ryge eller jævnligt ryger hash.

I 2006 var der 19 % af de 15-årige, der havde prøvet at ryge hash og i 2014 var andelen af 15-årige som havde prøvet at ryge hash steget til 23 %.

Rettelse: Vi skrev tidligere, at de 17 % af de 15-årige havde røget hash i 2006, mens det i 2014 var 26 %. Tallene, som stammer fra en pressemeddelelse fra Naalakkersuisut, er ikke korrekt. Vi beklager fejlen.