Grønland satte Danmark på plads i futsallandskamp

Lørdag spillede de to hold lige op, hvor en tempofyldt kamp endte 2-2, mens tilskuerne både i Inussivikhallen og foran tv-skærmene kunne juble over en overbevisende grønlandsk sejr på 5-4 søndag.
Danskerne kom ellers bedst fra start i lørdagens opgør, men Niklas Thorleifsen sørgede for, at Grønland velfortjent kunne gå til pause med stillingen 1-1. Johan Bidstrup fik hallen til at koge, da han gjorde det til 2-1 i 2. halvleg, hvorefter gæsterne desværre fik udlignet til slutresultatet 2-2.
Se hele lørdagens landskamp her.
LÆS OGSÅ KNR sender landskampen i futsal mellem Grønland og Danmark
Søndag var det slut med den grønlandske gæstfrihed. Med mål af Anders H. Petersen og Katu Madsen gik hjemmeholdet til pause foran 2-0. Danskerne fik reduceret til 1-2 i 2. halvleg, inden det grønlandske futsallandshold kom på 3-1 via et dansk selvmål. Johan Ludvig Broberg fik taget til at lette med scoringen til 4-1. Og da danskerne fik reduceret til 2-4, øgede den velspillende Katu Madsen til 5-2.
Gæsterne reducerede så til 3-5 og fik pyntet yderligere på resultatet med en scoring i sidste sekund til 4-5, mens både landsholdsspillerne og hele hallen allerede var gået i gang med at juble over den flotte sejr.
Se, hvordan Grønland besejrede Danmark her.
LÆS OGSÅ Grønland skal møde det danske landshold i futsal til november
Katu Madsen blev valgt som kampens bedste spiller både efter søndagens sejr og i lørdagens uafgjorte opgør.
Futsallandskampene markerer den første spæde begyndelse på en langsigtet plan for at få sat Grønland på det europæiske fodboldlandkort i et samarbejde mellem Grønlands Boldspil-Union og Dansk Boldspil-Union.