Grønland på plakaten til Københavns kulturnat

En stribe af arrangementer under den københavnske kulturnat fører gæster mod Grønland.
13. oktober 2017 07:26

Grønland er i flere afskygninger repræsenteret, når København fredag aften danner rammerne om den årlige kulturnat.

Demokratiets højborg, Christiansborg, åbner traditionen tro dørene for gæster.

I år har Inuit Ataqatigiit her indgået et samarbejde med Great Greenland og modeselskabet Copenhagen Fur, som sammen sætter fokus på sælskindsfangst, udnyttelsen af sælskind og designers arbejde med sælskind.

LÆS OGSÅ BILLEDER: Kulturnat 2017

Hos Det Grønlandske Hus i Løvstræde hærger uhyggen. Huset inviterer gæster ind i åndernes univers, hvor der bl. a. er maskedans og muligheden for at lave egne masker.

Hvis man er mere interesseret i, hvordan handelsrelationerne i Nordatlanten blev til, kan gæster blive klogere på sagen på Nordatlantens Brygge. Kulturhuset sætter på aftenen fokus på, hvordan varer i århundrede er blevet fragtet mellem Færøerne, Grønland og Island.

Derudover udstiller de to islandske kunstnere Kristín Gunnlaugsdóttir og Margrét Jónsdóttir også deres værker om mørkets kræfter i udstililngen ”SuperBlack”.

LÆS OGSÅ Debat om modernisering af nationaldragten

Biologisk Institut på Københavns Universitet handler fredag aften om naturens vilde kræfter. Her fortæller forskere bl. a. om den utrolige grønlandshaj, ligesom gæster kan lære om insekters evner, forskningen i DNA mm.

Fredag er også åbningsdagen for Nationalmuseets nye, permanente udstilling om Danmarks kolonihistorie – fortalt ud fra beretninger fra personer i kolonierne. Gæster kan bl.a. møde sælfangeren og profeten Habakuk, som sammen med sin kone dannede sin egen lille menighed nord for Maniitsoq  i 1700-tallet – uden om den kristne mission.