Grønland har taget på det sidste år

Det seneste år har landet efter flere års 'slankekur' nu 'taget på'. Og her taler vi ikke om fedt, men om sne og is.
Foto © : Niels J. Korsgaard
05. september 2017 14:13

Siden 2002 har landets gletsjere og indlandsis kælvet og smeltet så meget, at vintrenes snefald ikke har kunnet følge med og derfor er Grønland blevet lettere.

Men sådan har det ikke været de seneste tolv måneder. Der har det derimod været omvendt, med mere snefald end afsmeltning, skriver avisen Berlingske.

LÆS OGSÅ Indlandsisen smelter hurtigere, end man troede

Ifølge klimaforskeren Peter Langen fra DMI skyldes det især, at der faldt usædvanligt meget sne i vinter. Blandt andet, da den tropiske storm, Nicole, i oktober smed store mængder sne i Sydøstgrønland.
Derudover har årets sommer været kold og kort og det har betydet at smeltesæsonen også har været kort.

Og så har alt den nye sne givet en højere albedo. Det betyder, at sneen har været hvidere end normalt, så solens stråler er blevet reflekteret mere og det betyder mindre varme og mindre afsmeltning.

Peter Langen fra DMI mener dog ikke, at tendensen med mere sne og mindre afsmeltning vil fortsætte.

- Jeg forventer, at det kommer til at køre videre i samme gænge, som vi i øvrigt har set siden 2002, siger han til Berlingske.