Grønlænderes tænder er i en elendig forfatning

05. januar 2005 11:55

Tænderne har det skidt hos både børn og voksne herhjemme. Usund kost og manglende tandbørstning er synderen. Det viser en ny undersøgelse, som Sundhedsdirektoratet har foretaget i samarbejde med tandlægerne og Tandlægeskolen på Københavns Universitet.

Undersøgelsen viser, at tænderne hos både grønlandske børn og voksne generelt er i en dårligere forfatning end hos borgerne i Danmark, siger professor Poul Erik Petersen fra Tandlægeskolen.

- Mange mister tænderne, og mange har en dårlig livskvalitet, fordi de har tandpine, og det fører ofte til, at tænderne bliver trukket ud. Der er ikke stor tradition for at pleje tænderne derhjemme, og det påvirker også børnene derhjemme, siger han.

Og udviklingen rammer børnene hårdt, viser undersøgelsen. I Grønland har de seksårige i gennemsnit huller i 13 mælketænder. Og de 15-årige har i gennemsnit huller i 10 tænder. Det er fire til fem gange så slemt som hos den samme gruppe børn og unge i Danmark, oplyser cheftandlæge Finn Mathiassen.