Grønlændere skal også være soldater

Der skal indføres værnepligt i Grønland, så Grønlands ungdom kan lære at tage ansvar. Det mener medlem af Inatsisartut for Demokraterne Niels Thomsen, der har stillet et forslag til forespørgselsdebat til Inatsisartuts efterårssamling om netop værnepligt for unge Grønlændere.
Skrevet af Nûno Isbosethsen
26. august 2011 06:51

- Jeg siger ikke, at grønlandske soldater skal blive krigere, siger medlem i Inatsisartut Niels Thomsen, der mener, at det er på tide, at de unge grønlændere tager et ansvar.  

- Når jeg er ude og rejse i de forskellige byer, lægger jeg mærke til, at der er mange arbejdsløse unge, som ingenting har at lave. Dem vil jeg gerne hjælpe. De skal føle, at Grønland har brug for dem, siger Niels Thomsen.

Niels Thomsen erkender, at en mulig værnepligt for de unge i Grønland vil have økonomiske konsekvenser.

- Jeg har tænkt på den økonomiske del af sagen, men som sagt er mit forslag netop et forslag til forespørgselsdebat, ikke et beslutningsforslag. Men hvis Inatsisartut tilslutter sig forslaget, skal jeg nok undersøge hvor meget, det kommer til at koste at indføre værnepligt, siger Niels Thomsen

- Nu, da vi har indført Selvstyre, er det også på tide, at vi selv at tage større ansvar for vort eget land, siger medlem i Inatsisartut Niels Thomsen.