GMM: NunaMinerals fortjener en fremtid

Der er stadig håb om, at NunaMinerals A/S kan fortsætte fremover. Men det forudsætter stadig, at aktionærerne accepterer at tabe penge, var udmeldingen fra den afgående formand, Birks Bovaird i dag under selskabets generalforsamling, som kun varede en halv time.
Foto © : NunaMinerals
Skrevet af Apollo Jeremiassen
25. november 2015 19:48

Siden i maj måned 2015 har der været forhandlinger om, at NunaMinerals A/S kan overdrages til den engelske mineselskab, Greenland Mining Management, som ejes af Patrick Newman.

Og hans advokat fra advokatfirmaet Plesner, danskeren Ulrik Holsted-Sandgreen siger til KNR, at NunaMinerals A/S er et interessant selskab som fortjener en fremtid.

- GMM har ment, at NunaMinerals er et interessant selskab og har på den baggrund fremkommet med et tilbud til de eksisterende aktionærer der betyder, at de beholder 15 procent af aktierne og for de 85 procent af aktierne, vil GMM indskyde 10 millioner kroner, siger advokat, Ulrik Holsted-Sandgreen.

Læs også Avis: NunaMinerals skal drive miner i USA

Selvstyret har omkring 4,5 millioner kroner ude at svømme, efter at NunaMinerals i maj måned besluttede at foretage en betalingsstandsning efter en langvarig diskussion om en eventuel redningsplan.

Departementschefen for formandens departement, Søren Hald Møller vil ikke kommentere, hvorvidt forhandlingerne med Greenland Mining Management, GMM er foregået siden maj måned og vil først afvente Retten i Grønlands afgørelse om GMM er betalingsdygtig.

Læs også Styr på NunaMinerals' aktiver og passiver

Under forhandlingerne med Selvstyret har de 4,5 millioner kroner, som Selvstyret har til gode fra NunaMinerals, været diskuteret, siger advokat Ulrik Holsted-Sandgreen.

- De 4,5 millioner kroner har indgået i forhandlingerne. Men om det er økonomien eller om det er ønsket om at fastholde NunaMinerals som et aktivt grønlandsk selskab, må du spørge Selvstyret om, siger advokat for Greenland Mining Management, Ulrik Holsted-Sandgreen.

Under generalforsamlingen i dag, kom tre nye medlemmer i NunaMinerals A/S's bestyrelse. Og det er Alland Bigger fra England, David Winduss ligeledes fra England og Chris Williams fra Australien.