Glat føre sendte bilist i grøften

Politiet opfordrer alle bilister til at være ekstra forsigtige efter en bilist endte i grøften i Nuuk.
Skrevet af Kenneth Elkjær
18. december 2017 13:25

Ifølge politiet var det glat føre, der var skyld i, at en kvindelig bilist mandag middag mistede herredømmet og gled ud i grøften, hvor bilen trillede om på siden.

- Kvinden er lettere chokeret, men hun er ikke kommet alvorligt til skade, fortæller vagtchef Lina Davidsen.

Kvinden kom kørende ned af Qernertunnguanut mod rundkørslen på 400-ertalik, da uheldet skete. Politiet, ambulance og brandvæsen rykkede ud til stedet, men efter omkring en halv time slukkede de for de blå blink og kørte fra stedet igen.

Politiet opfordrer alle bilister til at køre forsigtigt på de glatte veje.