Giftigt affald ved Dundas er kommet for at blive

Miljøministeriet og Naalakkersuisut overså EU-regler, da de aftalte, at jordaffald fra Thule-lossepladser skulle sendes ud af landet. Så nu ligger 3500 tons giftigt affald i stedet deponeret ved Dundas, og sagen er ifølge naalakkersuisoq for miljø dermed afsluttet.
Foto © : KNR/Arkiv
Skrevet af Sandra Meinecke
10. april 2015 06:02
Versionist Jaaku Lyberth

Først blev 50 tons affald til 3500 tons. Så kom EU's regler om giftig jord i vejen.

Og nu er resultatet, at de mange tons giftigt jordaffald er blevet deponeret et sted i nærheden af Dundas ved Thule. Et sted som ansvarlig naalakkersuisoq for miljø, Mala Høy Kuku, kalder for egnet.

Men den påstand mangler Grønlands natur og miljøforening Avataq dokumentation for, og deres bekymring er ikke til at tage fejl af.

- Det her er simpelthen for dårligt, siger foreningens formand Mikkel Myrup.

 

Ikke taget højde for EU-regler
Tilbage i 2012 indgik daværende Naalakkersuisut en aftale med Miljøministeriet i Danmark om, at Grønland mod en bevillig på 40 millioner kroner selv stod for miljøoprydningen af to lossepladser ved Dundas halvøen ved Thule.

Der var tale om blandt andet 50 tons giftigt jordaffald, står der i udbudsmaterialet. Det skulle ifølge aftalen sendes til Danmark og destrueres. Men da oprydningensarbejdet først gik i gang, var omfanget betydeligt større: nemlig de nævnte 3500 tons. Og senere kom det frem, at et EU direktiv forbyder, at man indfører giftigt jord til EU.

Tilbage står Grønland med ansvaret og 3500 tons giftigt affald.

 

LÆS OGSÅ Danmark og Grønland diskuterer Dundas-oprydning

 

Naleraq: Genforhandl aftalen
Naleraqs Anthon Frederiksen, som i sin tid indgik aftalen som daværende naalakkersuisoq for miljø, kræver nu aftalen genforhandlet, siger han til KNR.  

Han spurgte i februar i år et paragraf 37 spørgsmål til naalakkersuisoq for miljø, hvor langt man var nået med oprydningen af natur og miljø i området:

Her til lyder svaret, at der er blevet ryddet op i overensstemmelse med den politiske aftale, bortset fra at en formandsbeslutning i 2013 har godkendt, at 3500 tons giftigt jordaffald deponeres et lokalt sted under permafrostspejlet.

Det skriver nuværende naalakkersuisoq for miljø Mala Høy Kuku i sit svar til Anthon Frederiksen.

Mala Høy Kuku betragter dermed sagen for afsluttet, skriver han.

 

LÆS OGSÅ Anthon spørger ind til miljøoprydning ved Dundas

 

Miljøforening savner dokumentation
Men det er langt fra tilfredsstillende, mener miljøforeningen Avataq, som savner dokumentation for, at der nu bliver taget ordentlig hånd om det efterladte affald, så miljøet ikke tager yderligere skade.

- Vi vil jo gerne have noget materiale, der viser under hvilke omstændigheder, der her farlige affald er blevet deponeret. Det skal vi ligesom se, før vi kan vurdere, om det er godt nok, siger formanden for miljøforeningen Mikkel Myrup og understreger, at der lige nu kun er departementets ord for, at det giftige jord opbevares, så det er ansvarligt overfor miljøet.

 

LÆS OGSÅ Dundas: Amerikanerne slipper for at betale for deres svineri

 

Men det er ikke kun affaldet ved Thule, der bekymrer formand Mikkel Myrup. Han kalder det for dårligt, at EU-reglerne om deponering af giftigt affald kan komme bag på Naalakkersuisut.

- Der er nogle meget strenge regler på netop det her område, og det burde de vide, siger han og tilføjer, at det ikke tegner godt for fremtiden, hvis de ansvarlige ikke kender hverken reglerne om eller omfanget af affaldet.   

 

- Hvis det er den måde, man tænker, at man i fremtiden også vil behandle tailings (Affald red.) deponi og lignende affald, så er det temmelig bekymrende. Der er jo ingen åbenhed her og tilsyneladende heller ikke rigtig tjek på, hvad der gælder, når det handler om farligt affald, siger Mikkel Myrup

Miljøforeningen savner især en rapport eller et slutdokument, der i detaljer beskriver, hvad der er blevet gjort af de mange tusinde tons affald, der er kommet for at blive.

KNR ville gerne have spurgt naalakkersuisoq om disse dokumenter findes, men det har inden deadline ikke været muligt at komme i kontakt med Mala Høy Kuko.