GE håber på en grundig fiskerilov

Grønlands Erhverv håber på et tæt samarbejde med den nye naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug. De ønsker blandt andet en klar og tydelig fiskerilov.
Direktør i GE, Brian Buus Pedersen Foto © : Simon Uldum
26. maj 2016 12:02

- Vi har altid kritiseret at, for eksempel, når der er huller i landskassen, så går man ind og justerer på knapperne, også skal man have en højere fiskeriressourceafgift, skatter og afgifter. Man er ikke god nok til at samarbejde tingene på tværs, sådan at der bliver en klart sammenhængende fiskeripolitisk sigte, siger direktør for Grønlands Erhverv, Brian Buus Pedersen, til KNR.

Nikolaj Jeremiassen er fjerde naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug i løbet af knap tre år, og i lighed med de øvrige fiskeriorganisationer, ærgrer GE sig over, at der ikke er mere kontinuitet i en så vigtig post.

- Vi havde selvfølgelig gerne set, at der sådan over en længere periode, havde været mere stabilitet på denne her vigtige post i naalakkersuisut, men det må vi jo tage som det er, siger Brian Buus Pedersen.

 

Læs også Jeremiassen vil prioritere den nye fiskerilov

 

Og i følge ham, er der arbejde nok til Nikolaj Jeremiassen. Efter planerne skal den nye fiskerilov præsenteres til Inatsisartut til efteråret, og der håber Grønalnds Erhverv naturligvis, at det er en grundig udarbejdet lov, der bliver fremlagt.

- Hastværk er lastværk i den her sag. Det er meget komplekst, og hvis ikke vi gør det på den rigtige måde, og i en åben og tæt dialog med fiskeriets interesse både til lands og til vands, så risikerer man altså at skræmme investorerne og skabe usikkerhed om fiskeriets fremtidige rammebetingelser og det er en rigtig dårlig idé, for fiskeriet er vores vigtigste eksporterhverv og der er rigtig mange skattekroner og arbejdspladser i spil, siger direktør for Grønlands Erhverv, Brian Buus Pedersen.