GE ærgrer sig over farvel til Tele-Post

Tele-Post har på et bestyrelsesmøde besluttet at melde sig ud af GE. Ærgerligt lyder det fra GE, som dog ikke bliver slået omkuld af udmeldingen.
Foto © : GE
28. marts 2015 16:23

Grønlands Erhverv, GE har netop fået at vide, at de må sige farvel til Tele-Post som medlem.

Det sker efter KNR i går kunne fortælle, at TelePost melder sig ud GE.

 

Økonomisk er det ingen katastrofe

Direktør Brian Buus Pedersen gør det klart, at han selvfølgelig ærgrer sig over udmeldingen, men slår fast, at det altså ikke er noget, som slår benene væk under GE.

- Heldigvis er GE økonomisk velkonsolideret med en meget bred medlemsbase, der ikke gør os økonomisk sårbare i forhold til enkelte medlemmers udmelding. GE vil derfor fortsat være i stand til at gennemføre sine planlagte opgaver og aktiviteter uændret, lyder det fra Brian Buus Pedersen.

Tele-Post´s kontingent udgør 3,5 procent af GE´s samlede kontingentbetaling, oplyser GE.

 

Mange medlemmer er styrke
Brian Buus Pedersen gør det dog klart, at GE kommer til at savne Tele-Post som medlem.

- Grønlands Erhvervs styrke er en stor medlemskreds med bred branchemæssig og geografisk repræsentation. Nu har Tele-Post valgt ikke at være en del af GE´s erhvervspolitiske fælleskab, og Tele-Posts deltagelse heri vil GE savne, siger Brian Buus Pedersen.

 

Ændrer ikke holdning

Han gør det videre også klart, at GE ikke kommer til at ændre holdning til hverken IT-politikken eller Tele-Posts vigtige rolle i samfundet.

- Det ville ikke virke seriøst.

- Det, vi kommer til at savne, er at have Tele-Post som medlem af brancheudvalget for IT, Kommunikation og Medier og dermed den tætte, løbende dialog, som det giver mulighed for, siger Brian Buus Pedersen.