Gamle og nye ansigter blandt ordførerne

Flere og flere af Folketingets Grønlandsordførere falder på plads.
Skrevet af Rune Langhoff
04. oktober 2011 15:47

Enhedslistens Grønlandsordfører bliver den nyvalgte Finn Sørensen. Han er 64 år gammel, erfaren fagforeningsmand, ligesom han har arbejdet som ølchauffør for Tuborg.

Han gik i år til valg på mærkesager som højere beskatning af både multinationale selskaber og den olie der bliver udvundet i Nordsøen. Som et kuriosum kan nævnes at Finn Sørensen også i sine unge dage var guitarist i rockgruppen Røde Mor.

Og i den anden ende af den politiske skala fortsætter Søren Espersen med at præge debatten om samspillet mellem Danmark og Grønland. Han er i den nye valgperiode Grønlandsordfører for Dansk Folkeparti.

Tidligere er det kommet frem, at tidligere udenrigsminister Per Stig Møller bliver de konservatives Grønlandsordfører, mens Villum Christensen er Liberal Alliances ordfører.

Folketingsgruppen for Socialdemokraterne og Venstre vil først konstituere sig torsdag, mens SF og Det Radikale Venstre har deres ordførere parat i morgen onsdag.

Et godt bud på SFs Grønlandsordfører er dog Özlem Cekic, der ved vælgermødet i Det Grønlandske Hus i København inden valget, ikke lagde skjul på, at hun gerne ville være sit partis ordfører for Grønland.