GA afkræver svar fra Vittus Qujaukitsoq

- Der er valg på fredag, og alle har krav på at vide, hvordan landets økonomi ser ud. Vittus Qujaukitsoq skylder en forklaring – holder budgettallene? Sådan spørger direktør i Grønlands Arbejdsgiverforening (GA) Brian Buus Pedersen i en pressemeddelelse.
Skrevet af Camilla Dam
24. november 2014 10:27

Direktøren henviser til, at Inatsisartuts Finansudvalg hver tredje måned gennemgår samtlige konti i Selvstyret, så medlemmerne kan se, om budgettet holder.

- Men årets sidste budgetkontrol lader vente på sig, selvom kontogennemgangen er foretaget i Vittus Qujaukitsoqs finansdepartement. Tallene er bare ikke sendt videre til finansudvalget.

Læs også Finansudvalgsmedlem efterspørger tal for Landskassens underskud

- Hvorfor ikke, spørger medlemmer af udvalget nu; flere og flere spørger, og GA spørger også, for samtidig tiltager forlydender om, at der er opstået et budgethul på op mod 300 millioner kroner.

- Hvis det er virkeligheden, er det dybt bekymrende, for så er Grønland langt tættere på den økonomiske afgrund, end vi troede, og som Økonomisk Råd har advaret om i sin seneste rapport om Grønlands økonomi, skriver Brian Buus Pedersen.

 

Et vigtigt valg

Grønlands Arbejdsgiverforenings direktør vil derfor have den fungerende naalakkersuisoq for finanser, Vittus Qujaukitsoq, til at lægge tallene på bordet.

- Der er valg til Inatsisartut, og alle har krav på at vide, hvordan landets økonomi ser ud. Ellers foregår den politiske debat jo på et forkert grundlag, lyder det fra Brian Buus Pedersen.

Læs også Mindre underskud på handelsbalancen

 

Medlem stiller samme spørgsmål
Han følger dermed op på lignende spørgsmål fra Naaja Nathanielsen (IA), der som medlem af Inatsisartuts Finans-og Skatteudvalg ligeledes vil høre, om det nye år skal starte med et underskud.

- Må jeg lige minde om, at der i budgetregulativet direkte står, at hvis budgetopfølgningen viser risiko for et merforbrug skal Naalakkersuisut-medlemmet, der er ansvarlig for området, tage de nødvendige skridt til at sikre at bevillingen overholdes eller søge tillægsbevilling. Dette bør IKKE vente til efter valget. Det vil være uansvarligt, skriver Naaja Nathanielsen i en pressemeddelelse.

Finansudvalget består ud over Naaja Nathanielsen af Jens Immanuelsen (Siumut), Gerhardt Petersen (Atassut), Evelyn Frederiksen (Siumut), Per Berthelsen (Siumut), Kuupik Kleist (IA) og Hans Aronsen (IA).