Fyrværkeripriser stryger til vejrs

Det er blevet væsentligt dyrere at sende nytårsraketterne til vejrs i år. For første gang har politikerne lagt afgifter på fyrværkeri. Pengene skal komme Landskassen til gode.
Nuuk 2015 Foto © : Abel Berthelsen
30. december 2015 16:36
Versionist Jaaku Lyberth

For første gang har politikerne lagt afgifter på fyrværkeri, og det kommer kunderne til at mærke, lyder det blandt andet fra indkøbs- og marketingsdirektør, Niels Andersen fra Pisiffik.

Her nåede man at få den nye afgift på nytårsraketter, heksehyl og batterier med i sin tilbudsavis op til nytåret:

- Vi vidste, at afgiften ville stige, og vi vidste også, at den ville nå at ramme os i år, og derfor har vi taget højde for det i den tilbudsavis, vi nåede at lave, siger Niels Andersen.

Læs også Bygderne i Upernavik og Uummannaq skal fyre af med gammelt fyrværkeri

Butikker skærer ned på krudtet

Pisiffik har op til nytåret også haft travlt med at strege ud på sin indkøbsliste og har skåret sit eget indkøb af fyrværkeri ned med en femtedel.

- Vi har rettet vores ordrer ned med cirka 20 procent, fortæller Niels Andersen.

Så med den nye afgift til landskassen, der er lagt oven i salgsprisen på fyrværkeri i år, så vil vi nok se færre raketter på nytårshimlen i morgen aften.

 - Det er jeg ret overbevist om, fordi det er blevet væsentligt dyrere at skyde af. Så den familie, der er vant til at købe et batteri, eller et batteri og to raketter kan jeg godt forestille mig dropper den sidste raket, lyder det fra Niels Andersen.

Ikke noget stormløb på fyrværkeri

Lige som alle andre begyndte også Brugseni at sælge fyrværkeri for fire dage siden.

Men der var ikke lige frem stormløb på raktter og romerlys, fortæller Susanne Christensen, direktør for Kalaallit Nunaanni Brugseni, de grønlandske Brugser:

 - Det er startet stille og roligt i søndags, uden den samme rush, som i de tidligere år. Og det er jo et udtryk for den afgift, som er blevet pålagt fyrværkeriet, siger Susanne Christensen.

- Det er blevet dyrere i år.

Og det var kun i allersidste øjeblik, lige inden tilbudsavisen gik i trykken, at Brugseni nåede at få den nye afgift med i prisen på fyrværkeri:

- Vi nåede at få ændret prisen, men det var absolut i sidste øjeblik.

100 procent stigning på indkøbsprisen

Også hos Pilsersuisoq melder kædedirektør, Finn Fabricius om væsentligt dyrere  nytårsraketter i år:

 - Det er vi faktisk lidt spændt på, hvordan kunderne vil tage de nye priser. Om de vil spare de penge eller bruge dem på noget andet, siger Finn Fabricius.

Den nye afgift fungerer på den måde, at hvis Pilersuisoq for eksempel giver 100 kroner for en raket i indkøb, så kommer raketten nu til at koste det dobbelte, nemlig 200 kroner.

For den nye afgift beregnes nemlig som 100 procent af butikkernes indkøbspris, forklarer Finn Fabricius.

- Men oven i de 200 kroner lægger vi selvfølgelig stadigvæk fragtpris og en fortjeneste til Pilersuisoq. Det bliver så den endelige pris, som kunden skal betale, siger kædedirekøren for Pilersuisoq, Finn Fabricius:

- Det betyder en del for den salgspris, som vi skal sælge varen til.