Fyringer blev håndteret dårligt

Kommuneqarfik Sermersooq erkender fejl, men fastholder at de gør stor indsats for at behandle fyrede rimeligt.
Skrevet af Jens Thorin
25. oktober 2014 16:21

Fyringer i Kommuneqarfik Sermersooq gør ondt, og kritikere peger på, at fremgangsmåden lader meget tilbage at ønske.

Onsdag fik 47 medarbejdere et varslingsbrev om, at de bliver fyret fra årsskiftet.

Det drejer sig om 30 medarbejdere, bosiddende i Nuuk, mens 17 har bopæl i Tasiilaq og Paamiut.

De 47 medarbejdere har dog 14 dage til gøre indsigelse.

Fyret per brev

Fyringerne skete per brev. Og det er en kold og kynisk metode, mener de berørte fagforeninger.

De fortæller i en pressemeddelelse, at brevene med fyrresedlerne blev afleveret af  kommunens betjente om aften hjemme hos de fyringstruede medarbejdere.

- I mange tilfælde efterlod betjentene en enlig medarbejder, der ikke havde nogen at snakke med om situationen. Ikke engang tillidsmandssystemet blev orienteret om afleveringen, så de kunne få lejlighed til at være netværk for den uheldigt udvalgte, skriver de seks fagorganisationer i en fælles pressemeddelelse.

Ville skåne medarbejdere

Kommunen gør det dog klart, at de faglige organisationer alle var orienteret, før brevene blev sendt ud, således at de kunne have et beredskab klar.

- Vi valgte at indkalde medarbejderen til møde per brev, for at skåne dem for, så de ikke skulle få brevet i overværelse af deres kollegaer, forklarer Kommuneqarfik Sermersooq i et svar. Men erkender at metoden muligvis ikke har været optimal.

- Vi er midt i den største nedskæringsrunde i kommunens historie. Vi har valgt en dårlig fremgangsmåde, men vi er ikke kolde eller kyniske, siger kommunaldirektør Steffen Ulrich-Lynge.

Beholder boliger

Han forklarer, at kommunen lader medarbejdere, der bor i personalebolig, blive boende i deres bolig, selv om de ikke længere er ansat i kommunen.

Alle medarbejdere, der bliver afskediget, får tilbudt fritstilling og får lov at beholde den fulde løn selv om de finder et andet job i opsigelsesperioden.

Aftrædelsespakken indeholder også psykologhjælp og hjælp til at komme videre og finde et nyt arbejde.