Fulde folk i Tasiilaq til debat

Måske er der en løsning på vej for borgere i Tasiilaq, der er trætte af fulderikker foran byens store Pilersuisoq - kaldet Pisiniarfissuaq - omkring lønudbetaling.
Foto © : KNR / Inge S. Rasmussen
Skrevet af Inge S. Rasmussen
07. september 2017 10:20

Kommunalbestyrelsesmedlem Laura Taúnajik (S) foreslår at flytte alkoholsalget fra Pisiniarfissuaq.

KNI's knap 3.000 m2 store Pilersuisoq ligger ved siden af børnehave, skole, multibane og idrætshal. Derfor er der mange børn og unge der har frit udsyn til berusede personer, begrunder Laura Taúnajik sit forslag om at flytte alkoholsalget.

- I Tasiilaq er det et problem, at folk drikker sig berusede uden for Pisiniarfissuaq ved lønudbetalingsdage. Det er et dårligt forbillede for børn og det er uacceptabelt, fremhæver Siumut-politikeren, der selv bor i Tasiilaq.

Taújaniks forslag fik næsten samtlige politikere på banen under tirsdagens møde i Kommuneqarfik Sermersooq.

Enig kommunalbestyrelse

Kommunalpolitikerne var enig i, at der er et problem med det synlige alkoholdrikkeri i Tasiilaq. Men der var også enighed om, at borgerne må på banen og høres i spørgsmålet.

Forslaget blev sendt videre til storkommunens økonomi- og erhvervsudvalg, der har ansvaret med at udstede alkoholbevillinger. Udvalget skal drøfte problematikken med udskænkningsstederne, herunder KNI, der ejer Pilersuisoq, samt myndigheder som politi og sundhedsvæsen.

Og desuden skal lokaludvalget i Tasiilaq holde et borgermøde, så befolkningen får mulighed for at komme med løsningsforslag.