AWG2016 Frivillige gør plads til 1800 sportsfolk

<p>Der er travlhed ude på skolerne i Nuuk, nu hvor der bare er tre dage til Arctic Winter Games begynder.</p>
02. marts 2016 16:32

Klasseværelserne skal gøres klar, så 1800 sportsudøvere fra blandt andet Alaska, Canada, Rusland og Grønland kan bo der under legene.

På en af dem, Nuussuaq skolen giver frivillig Sonja Hansen en rundvisning.

- Og det her er de mindstes klasselokaler vi er i lige nu, fortæller Sonja Hansen.

 

Plads til seks køjesenge

Der skal bo 12 personer fordelt på seks køjesenge i hvert klasselokale.

Der er hyret flyttefolk til at bære alle børnenes borde og stole ud og bære køjesengene op, fortæller Sonja Hansen:

- Køjesengene står i nogle containere her uden for lige nu.

I morgen skal frivillige samle køjesengene efter bedste Ikeaprincip, noget de har øvet sig på allerede i efteråret.

Resultat: 20 minutter for to at samle en køjeseng tager det, hvis man altså er rutineret.

Det skal gå tjept - madrasser, lagner, soveposer og puder venter på at blive pakket ud og fordelt til i alt 450 overnattende atleter på Nuussuaq skolen.

Alt imens håndværkere installerer røgalarmer i klasselokalerne.

 

Skolebørnene på vinterferie

Skolebørnene har meget passende vinterferie under AWG og kan dermed deltage i nogle af de workshops der arrangeres rundt omkring i byen:

- Så får de mulighed for at komme ud og se hvad det hele handler om, fortæller skolens inspektør, Janne K. Lyberth.

Men forinden - fortæller Janne K. Lyberth - har eleverne sørget for at byde deres gæster på skolen velkomne ved at lave dukker i grønlandske nationaldragter, der kan fortælle lidt om, hvem vi er:

- Og ude i aulaen er der også sat plancher op med ord på grønlandsk, som vores elever på trin tre synes, at gæsterne bør lære, fortæller Janne K. Lyberth med et smil.

 

1800 atleter skal have logi

I alt skal 1800 sportsfolk indlogeres på fem skoler. Og der vil være behørigt opsyn med dem, også sikkerhedsmæssigt, fortæller frivillig Carsten Jensen.

- Vi har blandt andet Securityfolk, der går om natten og sørger for, at der ikke sker noget med skolen og holder øje med de unge mennesker, fortæller en af de andre frivillige.

Alt skal være klart i morgen torsdag, så de omkring 450 sportsfolk kan rykke ind fredag.

Så der er tryk på, men vi skal nok nå det, siger Sonja Hansen:

- Helt sikkert. Vi er klar i morgen.