Fremtidens filmfolk viser gys og dokumentarer på GUX Filmfestival

Gymnasieelever fra Aasiaat og Nuuk skal for første gang vise deres kortfilm foran publikum og erfarne filmfolk, når GUX Filmfestival holdes i Katuaq onsdag. Det er virkelig stort, siger en af eleverne.
I klipperummet på GUX Nuuk drømmer Emanuel Frederiksen (tv) og Palleq Kristiansen (th) om at lave film og kunst. GUX Filmfestival er derfor en stor mulighed, synes de. Foto © : Johansinnguaq Olsen/ KNR
Skrevet af Birgitte Kjeldsen
07. maj 2024 07:48

- Det tog ret lang tid... Vi havde råmateriale til 40 minutter, og vi skulle cutte det ned til fem minutter.

21-årige Palleq Kristiansen ser på en lille skærm på en Macbook, hvor der kører et filmklip fra en koncert.

En svedende trommeslager er ved at slå bunden ud af stortrommen.

- Det er en kort, musikalsk dokumentarfilm, der handler om et band, der hedder Torluut, forklarer Emanuel Frederiksen på 26 år, der sidder ved siden af og peger på skærmen.

De to unge mænd går begge i 3.g på gymnasiet i Nuuk.

Onsdag aften skal de sammen med resten af deres eksamensgruppe og 26 andre 3.g-elever fra gymnasierne i Nuuk og Aasiaat vise deres eksamensproduktioner i mediefag til GUX Filmfestival.

Emanuel Frederiksen (tv) og Palleq Kristiansen (th) har sammen med deres mediefagsgruppe lavet en dokumentarfilm om bandet Torluut. Foto © : Johansinnguaq Olsen/ KNR

For første gang nogensinde vil mediefagseleverne få vist deres projekter offentligt for familie, venner, andre interesserede – og for en jury, bestående af diverse filmfolk. 

Og så endda på det store biograflærred i Katuaq.

Projekterne, der skal vises frem, er alle kortfilm – i år i to kategorier: gys og dokumentar. Og når de er blevet vist, vil juryen votere og udnævne en vinder af hver af de to kategorier. 

Vinderen vil også få vist sin film på KNR TV.

GUX Filmfestival er i år et samarbejde mellem GUX i Nuuk og i Aasiaat. Er man i Nuuk onsdag, kan man købe billet og se det hele i Katuaq klokken 18.00. Foto © : Johansinnguaq Olsen/ KNR

Emanuel Frederiksen, Palleq Kristiansen og resten af deres gruppe har den seneste måned klippet og klistret egne filmklip, interviews og arkivbilleder fra gamle koncerter med bandet Torluut! sammen til en kortfilm om bandets historie.

- Det var en ære at få lov til, for de er virkelig gode. De har ikke udgivet noget, men deres livekoncerter er sindssyge, siger Emanuel Frederiksen.

Udover at glæde sig til at vise gruppens kortfilm til et publikum, er de også nervøse og spændte.

- På hvor mange mennesker, der kommer til at se det. Og hvordan min familie kommer til at reagere, siger Palleq Kristiansen. 

Elever fra Nuuk og Aasiaat

Andre år er der blevet afholdt GUX Awards for mediefageleverne i Nuuk, hvor kortfilmene også er blevet vist i Katuaq. 

Men det har været om dagen og var kun forbeholdt eleverne selv.

- Så tænkte jeg, nej, det skal vi udvide, så vi kan vise elevernes kortfilm til hele Grønland, fortæller Hanne Sørensen, der underviser i mediefag på GUX i Nuuk.

Hun er en af arrangørerne bag GUX Filmfestival, der altså både viser film lavet af elever fra Nuuk og Aasiaat.

På GUX i Aasiaat glæder 20-årige Nick Møller og Ilasiaq Hansen sig til onsdagens løjer. 

De skal ikke selv til Nuuk den dag, men sammen med deres klasse, skal de se arrangementet live på skolen.

Nick Møllers gruppe har lavet en gyserfilm.

- Den handler om en kvinde, der dræber sine kærester. Det er en seriemorder, fortæller han, da KNR taler med de to venner over en videoforbindelse.

Ilasiaq Hansens film er en dokumentar, der handler om en grønlandsk kunstners perspektiv på livet.

Nick Møller (tv) og Ilasiaq Hansen (th) går begge i 3.g på GUX i Aasiaat, hvor de har mediefag sammen. Foto © : KNR

Han er en smule nervøs over at skulle vise filmen foran så mange mennesker. Han drømmer om en dag at kunne leve af at lave film.

- Jeg har altid været interesseret i at lave film, fortæller Ilasiaq Hansen.

Han kan spore interessen helt tilbage til, da han var lille.

- Jeg kan huske, at mine venner og jeg købte et lille kamera, der måske kostede 700 kroner, fortæller han.

Uslebne diamanter

Medarrangør Hanne Sørensen håber, at de mennesker, der deltager i GUX Filmfestival får øjnene op for de historier, som de unge elever gerne vil fortælle gennem deres kortfilm.

For mens der begynder at komme mere og mere fokus på filmproduktion i Grønland, er det vigtigt også at inddrage de unge.

- Det er vigtigt, at man også viser, hvor talentfulde, de unge filmskabere faktisk er. Det er en en usleben diamant, og det er jo dem, der skal afløse os gamle filmskabere, siger Hanne Sørensen.

Udover at vise sin film, skal 26-årige Emanuel Frederiksen også være konferencier under GUX Filmfestival. Foto © : Johansinnguaq Olsen/ KNR

Tilbage på GUX i Nuuk drømmer både Palleq Kristiansen og Emanuel Frederiksen om at lave noget inden for film og kunst, når de engang er færdige med gymnasiet.

Palleq Kristiansen har for eksempel lige søgt ind på kunstskolen.

For makkerparret er GUX Filmfestival en stor og unik mulighed for at vise deres evner inden for det, der interesserer dem allermest.

- Sådan noget her er vigtigt for at lave en lys fremtid for grønlændere. Især de kreative, der laver kunst og den slags, siger Emanuel Frederiksen.

GUX Filmfestival løber af stabelen onsdag den 8. maj klokken 18.00 i Katuaq i Nuuk. Udover filmvisning, vil der også være lodtrækning og en hemmelig gæst, der skal optræde. 

Hvis man er i Nuuk og gerne vil opleve filmfestivalen, koster det 50 kroner – 30 kroner, hvis man er studerende. Derudover kan man se eventet live på Facebook.