BILLEDER Fortsat afspærring omkring Kongevej 11 i Nuuk

Den person, politiet mistænker for at stå bag fredagens trusler mod hovedstadens gymnasium, opholder sig stadig i en lejlighed på Kongevej 11 i Nuuk, og politiet har derfor fortsat afspærret et større område der omkring.
Skrevet af Camilla Dam
06. februar 2016 08:59

Lørdag morgen kl. 7.56 meddeler Nuuk Politi, at de har haft kontakt med personen, men ‘det er endnu ikke lykkedes for politiet at formå den pågældende til at overgive sig’.

- Politiet kan oplyse, at den mistænkte er en mand, der tidligere har været elev på GU, og som har en historik med psykiske problemer.
- Politiets vurdering er på nuværende tidspunkt, at den afspærring og fastfrysning af situationen, der siden i går (fredag, red.) har været iværksat, giver politiet størst mulighed for at afslutte operationen uden at nogen kommer til skade, lyder det i pressemeddelelsen.

Læs også Kongevej 11 i Nuuk evakueret

Læs også Trusselssituation ved gymnasiet i Nuuk afblæst

Afspærringen gælder også for børn

Politiet appellerer endnu en gang til at man respekterer afspærringen, efter at nogle børn har forsøgt at komme ind på området.

Politiet opfordrer derfor fortsat borgere til at holde god afstand til det afspærrede område og rette sig efter politiet anvisninger. Det frarådes endvidere kraftigt, at man lader sine børn færdes i området omkring det afspærrede område, skriver Nuuk Politi.

Læs også VIDEO Politiet evakuerer GU i Nuuk efter trussel

Området omkring Kongevej 11 har været afspærret siden omkring ved 19-tiden fredag aften.

Situationen begyndte, da politiet i går fredag ved middagstid modtog en anmeldelse om en trussel, der var af en sådan karakter, at man valgte at evakuere GU og en nærliggende daginstitution. Lidt før kl. 17 var evakueringen afsluttet, børn og unge, der var blevet placeret i Katuaq, var blevet hentet eller var gået hjem. Politiet havde ligeledes afsluttet afspærringen af gymnasiet og havde forladt området.