Forsvarsrapport: Uklar rollefordeling i Rigsfællesskabet

Rollefordelingen i Rigsfællesskabet er ofte uklar, påpeger ny forsvarsrapport.
25. januar 2015 19:08

Fremtiden for den danske stat i Arktis er ganske uklar, fordi der ikke er nogen klar rollefordeling i rigsfællesskabet mellem Grønland og Danmark. Sådan lyder konklusionen i en ny analyse, som en forsker, tilknyttet Forsvarsakademiet, har udsendt.

Læs også Danmark vil skære i forsvarsbudgettet

Forfatter Alexander Hviid peger på, at den pragmatiske selvstyreaftale fra 2009, hvor Grønland af egen kraft gradvist kan hjemtage ansvarsområder, ikke harmonerer med international ret. 

Forsvarsakademiets rapport peger på, at der er opstået gråzoner i magten mellem Grønland og Danmark, som internationalt stadig kun er én og samme stat: Danmark.

- Grønlands limbo mellem afhængighed og uafhængighed har medført en række uklarheder vedrørende suverænitetsfordelingen mellem Grønland og Danmark som potentielt kan underminere Rigsfællesskabet, skriver militærforskeren. 

Læs også Forsvarskommissionen: Grønland og Færøsk Kommando skal slås sammen

Det kan skabe en uhensigtsmæssig situation for både Grønland og Danmark, når der som i øjeblikket er diplomatiske stridigheder om for eksempel  Nordpolen og omlægning af søveje, og Forsvarsakademiet anbefaler, at man skaber mere klarhed i relationen mellem Danmark og Grønland.