Forsvaret på charmeoffensiv i Grønland til foråret

Står det til den danske forsvarsminister, skal flere grønlandske unge inddrages i forsvarets indsats i Grønland. Derfor kommer Forsvaret til foråret på en charmeoffensiv i Grønland.
Sirius-patrulje-kandidater Foto © : Anders Kjærgaard/forsvaret.dk
24. februar 2015 11:49

Grønlandske unge har ikke værnepligt, men står det til forsvarsminister Nicolai Wammen er der god mening i at trække flere unge grønlændere ind i Forsvaret - især når det gælder opgaver, der skal løses i den nordlige ende af rigsfællesskabet.

- Jeg synes, det vil være dejligt, hvis flere med en grønlandsk baggrund vil være en del af det. Også i forhold til den opgave, vi løser i Grønland og i Nordatlanten og i det arktiske område, det sagde forsvarsministeren under et møde i Det Grønlandske Hus i Aarhus mandag.

I dag har grønlandske unge mulighed for at melde sig frivilligt til Forsvaret - for eksempel efter at have været til introduktions-dagen “Forsvarets Dag” i Danmark.  

LÆS OGSÅ Grønlændere skal også være soldater

Men til foråret flytter initiativet til syv grønlandske byer.

- Vi vil her i løbet af foråret arrangere, at det man kender fra Danmark, nemlig Forsvarets Dag, vil komme til Grønland, sådan at hvis man som ung grønlænder er interesseret i at komme i Forsvaret, behøver at tage til Danmark for at høre om det. Forsvaret vil komme til Grønland, og dermed tror jeg også, det vil være muligt for flere at se de spændende muligheder, der er i en karriere inden for Forsvaret.

Og spørger man en af de unge grønlændere i Aarhus, der hørte ministerens forslag, er det en god idé.

- Jeg tror, der bestemt vil være en interesse, fordi som det er i dag, som ministeren også nævnte, er det ret svært at komme til Forsvarets Dag. Så det tror jeg, at der er visse perspektiver i, siger Mikkel Sødergård.