Forstander på Imarsiornermik Ilinniarfik stopper

Forstander for Imarsiornermik Ilinniarfik - Grønlands Maritime Center - Jeppe Carstensen, har meddelt skolens bestyrelse, at han fratræder sin stilling ved udgangen af december måned, efter 3 ½ år på posten. Det skriver skolen i en pressemeddelelse.
Foto © : Pressebillede, Ulrik Bang/BANG.GL
Skrevet af Thomas Munk Veirum
29. november 2016 06:43

Jeppe Carstensen får stor ros med på vejen:

- Jeppe Carstensen tilbageleverer skolen i en væsentligt bedre forfatning end da han overtog ansvaret, og gør det betydeligt nemmere for den kommende forstander, at træde ind i organisationen, hedder det i pressemeddelelsen.

Bestyrelsesformand for Imarsiornermik Ilinniarfik Mike Høegh udtaler i meddelelsen, at Imarsiornermik Ilinniarfik igennem de sidste 3 ½ år udviklet sig fra en hensygnende tilværelse med få elever der trådte ud i erhvervet, til en uddannelsesinstitution med fokus på alle maritime uddannelser, fra ubefaren skibsassistent/fisker til Sætteskipper.

Bestyrelsen vil nu nedsætte et ansættelsesudvalg og påbegynde arbejdet med at finde en afløser for Carstensen.

Inspektør ved Imarsiornermik Ilinniarfik Nuuk, Nivikka Brandt, vil fungere som konstitueret forstander fra 1. januar.