Forslag om åbent Inatsisartut forkastet

Befolkningen skal have indsigt i, hvordan Inatsisartut bruger sine penge. Det mener Demokraternes Randi Vestergaard Evaldsen
Foto: Nils Baum, Bureau for Inatsisartut Foto © : Nils Baum, Bureau for Inatsisartut
Skrevet af Ivik Kristiansen
28. maj 2015 06:01

- Jeg vil gerne begære aktindsigt i hvor mange penge formandskabets medlemmer har brugt på fly og hotelovernatninger i 2015 frem til dags dato. 7/5 2015.

Sådan lyder en begæring om aktindsigt, som radioavisen i går formiddag har fået svar på fra Inatsisartuts bureau. Det blev et nej til at udlevere de oplysninger, fordi offentlighedsloven ikke omfatter Inatsisartut.

Sådan skal det dog ikke være, mener Demokraternes Randi Vestergaard Evaldsen.

I dag er Naalakkersuisut omfattet af offentlighedsloven, og det mener hun også skal gælde for Inatsisartut.

Forkastet forslag
Men da hendes forslag i går blev andenbehandlet i Inatsisartut, blev forslaget forkastet. IA gjorde det under førstebehandlingen klart, at de har tillid til den nuværende ordning.

- Alt det som du kalder for meroffentlighed, har allerede meget klare retningslinjer. Der er retningslinjer på, hvor mange penge man kan bruge til gaver og mad. Der er endda også retningslinjer om, hvordan man skal opfører sig. Derfor vil det være mere forståeligt, hvis det forslaget er stilet på grund af mistillid af disse retningslinjer, sagde Ane Hansen fra Inatsisartut salen.

Men Randi Vestergaard Evaldsen siger, at forslaget ikke bygger på mistillid til de folkevalgte, men at det er et princip om åbenhed hun gerne vil have indført.

 

Noget er offentligt tilgængelig
Det var dog formanden for Inatsisartut, Lars Emil Johansen, der var flittigst til at argumentere imod.

Blandt andet fremhæver han, at Inatsisartuts pengeforbrug allerede er offentlig tilgængelige.

- Udgifterne til udvalgsmedlemmerne bliver udgivet hvert år i Inatsisartuts årsberetninger, sagde formanden for Inatsisartut, Lars Emil Johansen.

Randi Vestergaard Evaldsen fremhæver i en pressemeddelelse, at årsberetningerne for Inatsisartut kun viser det samlede forbrug, og ikke hvad pengene er brugt til.

Ved afstemningen i går onsdag, stemte Demokraterne for, bortset fra Justus Hansen, som sidder i formandskabet.

Siumut, IA, Atassut og Partii Naleraq stemte imod.

Sidste år brugte formandskabet næsten 575 000 kroner.