Forskere fra 184 lande advarer menneskeheden

Mere end 15.000 forskere har sendt en dyster advarsel til menneskeheden. Vi er på kollisionskurs med kloden, fordi vi har undladt at løse miljø- og klimaproblemer, mener forskerne.
Foto © : Emanuel Balanzategui/Flickr Creative Commons
Skrevet af Thomas Munk Veirum
16. november 2017 07:04

Det skriver DR.dk, der omtaler en artikel underskrevet af mere end 15.000 forskere fra 184 lande.

Overskriften på artiklen er ikke til at tage fejl af; Alverdens forskeres advarsel til menneskeheden: Andet varsel, hedder den.

Første varsel kom tilbage i 1992, hvor 1.700 forskere herunder 99 nobelprismodtagere sendte en appel til menneskeheden om øjeblikkeligt at begrænse ødelæggelserne af miljø og klima.

Siden da er problemerne dog kun blev værre, skriver forskerne i det nye varsel.

Jorden ferskvandsressourcer er styrtdykket. Det samme er antallet af dyrearter, hektar af skov og antallet fisk i havet.

Ozonlaget vil på sigt hele

Samtidig er CO2-udledningen steget. Ligeledes er den globale gennemsnitstemperatur, antallet af fisk, der fanges, befolkningstallet og mængden af de såkaldte “døde zoner” - områder i havet og store søer, hvor iltniveauet er så lavt på grund af forurening, at der intet liv er.

Der er dog også et lyspunkt: Antallet af ozon-nedbrydende gasser i atmosfæren er faldet drastisk, siden de såkaldte CFC-gasser blev forbudt i 1987, hvilket betyder, at “hullet” i ozonlaget på sigt vil hele.

Med denne anden advarsel appellerer forskerne til, at vi tager de skridt, der er nødvendige for ikke at bringe vores fremtid i fare.

De skridt er, at bremse befolkningstilvæksten, reducére drivhusgasser, tilskynde til udvikling og udbygning af grøn energi, beskytte dyre- og plantelivets levesteder, genopret økosystemer, stop skovrydning, begræns forurening og revurdér vores økonomi, som i dag er baseret på vækst, skriver DR.dk.