Fornem pris til Sheila Watt-Cloutier

En fremtrædende repræsentant for inuit i Canada, Sheila Watt-Cloutier, modtog i dag, sammen med tre andre, en fornem pris, som normalt kaldes "den alternative Nobelpris".
Foto © : Stephen Lowe/www.rightlivelihood.org
Skrevet af Karsten Sommer
01. oktober 2015 18:17

Navnene på årets vindere af de rigtige Nobelprisers offentliggøres inden for de næste par uger, men i dag blev "The Right Livelihood Award" uddelt i Sverige.

Prisen, som er på 3 millioner svenske kroner, blev indstiftet i 1980 af en hovedrig svensk/tysk frimærkesamler -Jakob Uexküll - og gives til personer der ”tappert har levet efter det princip, at alle mennesker skal respekteres og at naturens ressourcer skal fordeles retfærdigt".

Og her blev inuitlederen Sheila Watt-Cloutier altså i dag en af tre vindere af årets alternative Nobelpris.

Hun fik prisen for "hendes livslange arbejde til forsvar for Arktis og for befolkningens ret til at bevare sin kultur. Samt ikke mindst hendes arbejde for at sprede information om klimaændringernes påvirkning af de arktiske befolkninger".

Hun deler prisen på de 3 millioner svenske kroner med atomvåbenmodstanderen Tony de Brum fra Marshall øerne, en aktivist for bøsserettigheder fra Uganda, og en italiensk læge, der har viet sit liv til behandling af krigsofre.