Forhandlinger skal sikre flere penge til kriminalforsorgen

Selv om Folketinget har lukket en flerårig aftale på området for kriminalforsorgen, skal forhandlinger i det nye år afgøre, om området får et større løft i Grønland.
Sara Olsvig Inuit Ataqatigiit
Foto © : KNR / Paarnaq Hansen
18. december 2017 16:12

Det siger naalakkersuisoq for justitsvæsen, Sara Olsvig (IA), til KNR.

Reaktionen kommer, efter et flertal i Folketinget sidst i november indgik forlig om økonomien for kriminalforsorgen frem til og med 2021.

I forliget er der ikke øremærket en krone ekstra konkret til kriminalforsorgen i Grønland. Tværtimod bliver en ordning med betalte besøgsrejser mellem pårørende i Grønland og grønlandske indsatte i Herstedvester Fængsel afskaffet.

Regeringen og Dansk Folkeparti har dog aftalt i den danske finanslov for 2018 at give 1,2 mio. kroner til efteruddannelse af anstaltsbetjente i Grønland og 40 mio. kroner over fire år til retsområdet i Grønland.

LÆS OGSÅ Forlig for Kriminalforsorgen går uden om Grønland

Men det indgåede forlig giver i alt 124,5 mio. kroner ekstra frem til 2021 til hele kriminalforsorgsområdet under den danske stat, herunder Grønland.

Og det kan vise sig både at være en ulempe og en fordel, at midlerne ikke er konkret øremærket til et bestemt område i Rigsfællesskabet, når pengene skal fordeles, mener Sara Olsvig.

- Det gør det meget, meget uigennemsigtigt for de grønlandske politikere i Folketinget at skulle forhandle netop sagsområder vedrørende Grønland. Men der er også den fordel, at når man ikke har sagt, at den her pulje i det her forlig skal bruges til Grønland, må man forvente, at når sagsområdet er dansk, vil det, som man opprioriterer i Danmark, også blive opprioriteret i Grønland.

LÆS OGSÅ Aaja Chemnitz kritiserer nyt forlig om kriminalforsorgen

Forhandlinger med Pape ud fra strategi

Naalakkersuisut sendte i november en strategi til justitsminister Søren Pape Poulsen (K) – efter hans eget ønske - med en prioriteret liste over, hvor justitsområdet i Grønland bør forbedres.

Og Sara Olsvig forventer, at den danske regering med strategien i hånden vil forholde sig til efterslæbet på justitsområdet, som grønlandske politikere, flere rapporter såvel som danske politikere har påpeget.

LÆS OGSÅ Nyt forlig afskaffer frirejser for indsatte og pårørende

- Nu synes jeg, at bolden ligger hos Justitsministeriet for at lave en sammenhængende indsats, så vi kommer ud over brandslukningen og få fat på de langsigtede løsninger. Og så vi hele tiden kan følge med, så når der ordnes noget det ene sted, får det også nogle afledte effekter det andet sted.

Sara Olvig og Søren Pape Poulsen mødes 10. januar 2018 for at drøfte Naalakkersuisuts strategi for justitsområdet.

KNR afventer en kommentar fra den danske justitsminister på sagen om det indgåede kriminalforsorgsforlig.

LÆS OGSÅ Hvem skal betale for behandling af forvaringsdømte?