Forfatningskommission hastes igennem Inatsisartut

Inatsisartuts lovudvalg skal komme med retningslinjerne for nedsættelsen af en forfatningskommission inden mandag. Det vækker stærk kritik fra Demokraterne.
Foto © : KNR
Skrevet af Thomas Munk Veirum
19. november 2016 19:06

- Jeg synes ærlig talt, det er lidt bekymrende, at vi skal lave byggestenene til forfatningskommissionen, som åbenbart skal bygge fundamentet til vores fremtidige land, på en søndag eftermiddag, lyder det fra Michael Rosing fra Demokraterne, der også er næstformand i lovudvalget.

Et udvalg der må siges at få overordentlig travlt hen over søndagen. Inden mandag skal udvalget nemlig komme med de retningslinjer, hvorefter naalakkersuisut kan etablere en såkaldt forfatningskommission, der skal komme med et udkast til en grønlandsk forfatning, noget som naalakkersuisut selv betegner "arbejdet med den mest grundlæggende lov i samfundet."

Rosing: Det er betænkeligt

Inatsisartut er hasteindkaldt til opgaven lørdag, og søndag skal lovudvalget gennemgå en proces, der normalt varer uger eller måneder, fordi lovudvalget ofte stiller opklarende spørgsmål til naalakkersuisut, som undersøger sagen og leverer svar til udvalget.

- Eftersom de fleste partier i Inatsisartut mener, at det her er en meget vigtig sag, så synes jeg det er betænkeligt, at hele det her grundige arbejde som lovudvalget skal lave - skal laves på en søndag eftermiddag, siger Michael Rosing.

Læs også Forfatningskommission skal nedsættes i 2017

Og lovudvalgets arbejde er afgørende for forfatningskommissionen:

- Når først naalakkersuisut er bemyndiget til at gøre det her(nedsætte en forfatningskommission, red.), så skal de gøre det efter de foreskrifter, vi er blevet enige om, siger Michael Rosing.

Redegørelse blev først udleveret fredag

Redegørelsen på godt 100 sider, som udvalget skal tage stilling til, har inatsisartutmedlemmerne først modtaget fredag aften.

Læs redegørelsen her: Redegørelse for nedsættelse af grønlandsk forfatningskommission

Naalakkersuisoq for selvstændighed, Suka K. Frederiksen, siger at der ikke er noget nyt i forslaget, men at det ligger i forlængelse af tidligere ønsker fra Inatsisartut:

- Nogen gange bør vi kunne arbejde hurtigt og samtidig være grundige, så det er op til udvalget selv at vurdere hvad de vil komme ud med, sagde Suka K. Frederiksen fra talerstolen i Inatsisartut.

- Der er ikke noget nyt i det, og status er, at fordi vi har etableret et selvstændighedsdepaterment, skal der kød på dette, siger Suka K. Frederiksen.

Alle partier pånær Demokraterne støttede forslaget om under eftermiddagens debat i Inatsisartut.