Foredrag om de østgrønlandske uiarnerit

I aften kan Nuuks beboere få nærmere indblik i et spændende kapitel af Grønlands historie.
Skrevet af Karsten Sommer
26. november 2015 05:01

Det sker når Ilisimatusarfik inviterer til offentligt foredrag med historikeren og eskimologen Einar Lund Jensen.

Titlen på foredraget er "Uiarnerit - Rejsen til Landets Ende" og er historien om den østgrønlandske indvandring til Vestgrønland.

Gennem hele 1800-tallet foretog folk fra Sydøstgrønland rejser til Kap Farvel-området, hvor de handlede med den Kongelige Grønlandske Handel.

Mange blev i området og blev kristnet af den tyske Brødremenighed, og kulturmødet mellem østgrønlandske indvandrere, herrnhutiske missionærer og danske handelsmænd skabte en række samfundsmæssige forandringer for uiarnerit, betegnelsen for de folk, der kom fra Sydøstgrønland og slog sig ned i Kap Farvel-området.

Der findes få overleverede beretninger fra de sidste indvandrere, men indberetninger og breve fra mission og KGH har gjort det muligt at stykke et klart billede sammen af de årsager der lå bag indvandringen, samt af det samfund som i Kap Farvel-området opstod i kølvandet på indvandringen.

Einar Lund Jensens foredrag finder sted i aften kl. 19.30 i auditoriet på 1. sal i Ilimmarfik.