Kritik: Forældre og skoler svigter efterskoleelever

De Grønlandske Huse og Efterskoleforeningen i Danmark opfordrer forældre, folkeskoler og de sociale myndigheder i Grønland til at forberede børn bedre inden et efterskoleophold i Danmark.
24. august 2017 05:43

Det er forældrenes, folkeskolens og kommunernes ansvar at sikre, at børn og unge er i stand til at kunne klare sig både fagligt og socialt, når de rejser på efterskole i Danmark.

- Det er jo forældrenes opgave at være ansvarlige her. Der er mange muligheder, for forældrene kan faktisk få hjælp af rådgivningslærerne på folkeskolerne. Man kan også få hjælp af de sociale myndigheder, siger uddannelsesvejleder i Det Grønlandske Hus i København, Pia Rosing Heilmann.

Hun bliver bakket op af de øvrige uddannelsesafdelinger i De Grønlandske Huse i Aalborg, Aarhus og Odense. I Odense siger uddannelsesvejler Mette Lund:

- Præventivt er det folkeskolen i Grønland, der skal styrkes, så eleverne bliver bedre til dansk, inden de rejser herned. Folkeskolen ruster ikke eleverne godt nok. Og de sociale myndigheder opfanger ikke problemerne, inden barnet er sendt afsted.

LÆS OGSÅ Katastrofal start for grønlandske efterskolelever i Danmark

Forening har fokus på problem

Hos Efterskoleforeningen i Danmark bekræfter man tendensen med for mange dårligt forberedte efterskoleelever fra Grønland.

Problemerne bunder bl.a. i, at et stigende antal grønlandske børn er for sprogligt svage på dansk til at modtage undervisning.

Derudover ankommer en del børn rent praktisk uden de fornødne sager til et helt skoleår. Enkelte har slet ikke sat sig ind i, om efterskolen har et særligt grundlag, for eksempel et kristent grundlag, eller hvor barnets kontaktfamilie bor.

Problemerne blev påpeget i en rapport til Selvstyret i 2013. Her står bl.a.:

”Det bliver tydeligt, at flere og flere grønlandske unge kommer til Danmark uden tilstrækkelige dansk sproglige forudsætninger og uden at være forberedte på, hvad efterskole indebærer”

- Der, hvor det er aller, aller vigtigst at sætte ind, er i forberedelsesfasen. Fra grønlandsk side er det rigtig, rigtig vigtigt at sætte sig ind i, hvad det vil sige at komme på efterskole, hvad det kræver af den enkelte elev og forberede sig meget konkret, siger Maren Ottar Hessner, konsulent ved Efterskoleforeningen.

Foreningen har i 2011 udgivet en video, hvor grønlandske efterskoleelever i Danmark giver gode råd til kommende efterskoleelever.