Folketingsopbakning til Arktis-analyse

Der er ros fra Grønlands folketingsmedlemmer til takterne i Forsvarets Arktisanalyse, som udkommer mandag.
Aleqa og Aaja fremlægger visioner for arbejdet i Folketinget i Det Grønlandske Hus i Købenahvn, oktober 2015
Foto © : Helle Nørrelund Sørensen/KNR
24. juni 2016 04:40

Især anbefalingen om at inddrage civilbefolkningen i et frivilligt korps under Arktis Kommando møder opbakning.

En sag, som Inuit Ataqatigiit har haft som mærkesag længe, og som ser nu ud til at kunne blive opfyldt. Det fremgår af den kommende Arktisanalyse, erfarer KNR.

Og det glæder Aaja Chemnitz Larsen fra Inuit Ataqatigiit i Folketinget.

- I dag er det sådan, at folk hjælper, hvis de står i området nær en ulykke. Og kan man være med til at klæde folk bedre på til at løfte den opgave, vil det være bedre i forhold til selve redningen, siger hun til KNR.

Læs også Hverken flere skibe eller fly til Arktis


Støtte til bedre overvågning

Hos Folketingets tre største partier - Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne - er der foreløbig også ros til prioriteterne i rapporten.

Herunder til, at Forsvaret i fremtiden skal bruge en stor del af de øremærkede midler til indsatsen i Arktis på satellitovervågning frem for indkøb af flere skibe og fly til området.

Og selv om Aaja Chemnitz Larsen først vil forholde sig endeligt til spørgsmålet om antallet af skibe og fly efter offentliggørelsen, siger hun:

- Der har jo været behov for, at man bruger teknologi til at sikre en bedre overvågning. Så den del synes jeg, giver rigtig, rigtig god mening. Det er også det, som Arktis Kommando selv peger på.

Læs også TAKSØE-RAPPORT Dansk opbakning til frivilligt Arktis-beredskab

Også Aleqa Hammond ser med velvilje på de foreløbige meldinger fra analysen, særligt omkring et frivilligt beredskab.

Uden at vil gå nærmere i detaljer, lover hun sin støtte til det, som naalakkersuisut selv har foreslået i analysen, hvis de grønlandske partier bliver en del af Folketingets Forsvarsforhandlinger efter sommerferien.

- Hvad Grønland har bidraget med (til analysen, red.), er noget, som de kan regne med bliver med vores største støtte. Og hvis vi kan gå hen og gøre tingene endnu bedre end før til gavn for et stærkere Rigsfællesskab, hvad angår suverænitetshåndhævelse, så kan man regne med min støtte, siger Aleqa Hammond.