Folketingsmedlemmer på orienteringsrejse i Grønland

11 medlemmer af Folketinget skal på en otte dages orienteringsrundrejse i Grønland fra 10. - 18. september. Det oplyser Folketinget til KNR.
Foto © : Forsvaret
03. september 2015 10:48

Politikerne starter deres tur i Ilulissat, hvor de blandt andet skal besøge verdensarvs-området ved Isfjorden og byens anstalt for domfældte.

Herfra går turen sydpå med Forsvarets skib, Ejnar Mikkelsen, som bl.a. lægger til ud fra Aasiaat, Sisimiut og Maniitsoq, inden turen slutter i Nuuk.

Undervejs skal folketingsmedlemmerne bl.a. forbi Royal Greenlands indhandlingssted og madproducenten Lilleholm Food, besøge en række uddannelsessteder og kulturinsitutioner samt mødes en række repræsentanter fra Kriminalforsorgen, Retten i Grønland og naalakkersuisut.

Også bygderne Ilimanaq og Kitsissuarsuit får et kort visit af politikerne.

Alle partier i Folketinget har fået mulighed for at sende ét medlem med på turen. Det er kun SF og De Konservative, der har afslået at sende et medlem med på turen. I stedet får Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne hver to medlemmer afsted.