Fokus på mændenes status i det grønlandske samfund

Ligestillingsrådet i Grønland lancerer nu en række fokusområder omkring ligestilling for de kommende år. Det skriver det nykonstituerede ligestillingsråds formand, Dorthe Korneliussen, i en pressemeddelelse.
Foto © : KNR/Arkiv
Skrevet af Karsten Sommer
13. april 2015 12:40

Et af de vigtigste områder bliver fokus på mændenes stilling i det grønlandske samfund. Og det gælder både indenfor uddannelserne, i familielivet og på arbejdspladsen.

Statistikkerne viser således at der er en majoritet af kvinder på de højere uddannelser i Grønland.

Tallene viser også at de fleste der begår selvmord, er voldsudøvere, får anstaltsdomme og er hjemløse, er mænd.

LÆS OGSÅ Flere kvinder end mænd uddanner sig efter folkeskolen

- Det kan der være mange forskellige årsager til, men det er nærliggende at stille spørgsmålstegn ved den måde drenge opdrages på i dette land, skriver Dorthe Korneliussen.

- Vi ønsker debat om, hvordan "en rigtig mand" i det moderne samfund skal se ud, og hvilke rollemodeller de skal have. Målet må jo være at vi alle, uanset køn, mere ligeværdigt kan være med til at løfte samfundet, fastslår Ligestillingsudvalgets formand, der derfor vil have fokus, også på kvinders kønsroller og deres ligestilling eller mangel på samme.

- I et demokratisk samfund skal både mænd og kvinder fra barnsben gøres bevidste om deres demokratiske rettigheder og lære at de har de samme rettigheder, uanset køn, lyder det fra Dorthe Korneliussen, der lover oplysningskampagner og debatoplæg om emnerne.