Flyulykke i Nuuk

Et Air Iceland-fly er gledet af landingsbanen, efter det forsøgte at lande i kraftigt blæsevejr.
Skrevet af Noah Mølgaard
04. marts 2011 11:43

Passagererne kunne heldigvis selv gå ud af flyet, da Air Icelands Dash 8 gled af landingsbanen i Nuuk.

Samtlige 34 ombordværende i flyet har det godt.

- Det eneste vi kan sige på nuværende tidspunkt er at flyet gled ud af landingsbanen umiddelbart efter landingen og alle ombordværende har det godt, siger Niels Nyvang fra Nuuk politi til KNR.

Han siger at er nu bliver arbejdet på højt tryk og havde ikke flere oplysninger.

Alle passagerne er samlet i et lokale i lufthavnen hvor de modtager akut krisehjælp fra politiet.

En pårørende fortæller til KNR, at hun fik lov til at komme ind og knuse et familiemedlem - og kunne berette at der var mange der græd i lokalet.

En enkelt ambulance er tilbage, men alle ser ud til fysisk at være kommet godt fra det dramatiske uheld.

Maskinen en Dash 8 er ret beskadiget. Flyet ligger tippet ned på højre side med snuden op på fjeldet - og både højre vinge og landingsstel er beskadiget.