Forsvaret: Flere værnepligtige og en ny brigade

500 ekstra personer skal indkaldes som værnepligtige i det danske forsvar, en ny brigade på 4000 professionelle soldater og 160 mand yderligere i Livgarden.
Foto © : Forsvaret/Den Kongelige Livgarde
11. oktober 2017 09:00

Det er nogle af de tiltag, som regeringen foreslår i sit udspil til en ny plan for Forsvaret frem til 2023, skriver flere danske medier. En plan, der bliver offentliggjort på Christiansborg onsdag morgen grønlandsk tid.

Regeringen ønsker bl.a. at oprette en ny brigade af professionelle soldater, der skal kunne rykke ud – fx til Baltikum.

Brigaden er et ønske fra NATO og kræver, at Danmark ansætter 500-700 flere soldater, skriver TV2.

LÆS OGSÅ Regeringen fremlægger plan for Forsvaret

Derudover skal der oprettes et nyt vagtkorps inden for Livgarden, hvor mindst 80 personer konstant er kampklar til at rykke ud i tilfælde af et terrorangreb på dansk grund. Det vil kræve 160 ekstra personer i Livgarden.

Og sidst, men ikke mindst, skal yderligere 500 unge mennesker indkaldes som værnepligtige. I dag har Forsvaret 4.200 frivillige værnepligtige, mens nogen står på ventelister.

Regeringen har i øvrigt meddelt, at der skal tilføjes et milliardbeløb til forsvarsbudgettet.

LÆS OGSÅ Forsvaret skal spare i Arktis

LÆS OGSÅ Aaja: Flere penge til Forsvaret i Arktis