Flere brexitvælgere fortryder

Måling viser, at mange britiske vælgere fortryder, at de ved folkeafstemning i 2016 stemte for at forlade EU.
Foto © : Rareclass
Skrevet af Ritzau
14. oktober 2017 18:27
Versionist Ivik Kristiansen

Den britiske regering og EU er i øjeblikket i gang med den komplicerede proces, som det er at trække Storbritannien ud af EU.

Det sker efter folkeafstemningen 23. juni 2016, hvor knap 52 procent af vælgerne, der deltog i folkeafstemningen i Storbritannien, stemte for at sige farvel til EU - populært kaldet brexit.

LÆS OGSÅ Brexit kan koste dyrt for Storbritanniens fiskeindustri

Men nu tyder det på, at resultatet måske ville være anderledes, hvis briterne skulle stemme igen.

I hvert fald siger 47 procent af de adspurgte briter i en YouGov-meningsmåling, at det var en forkert beslutning at stemme ja til, at Storbritannien skal forlade EU. 42 procent mener, at det var den rigtige beslutning.

Meningsmålingen er lavet for avisen The Times, og refereres af netavisen independent.co.uk

Ifølge netavisen er det det højeste antal vælgere, der har fortrudt siden folkeafstemningen.

LÆS OGSÅ Danmark vil inddrage Grønland og Færøerne i Brexit-forhandlinger

Målingen siger videre, at næsten to tredjedele af de adspurgte mener, at forhandlingerne om at forlade EU går skidt.

Ved en lignende måling i marts var det kun en tredjedel, der syntes det.

/ritzau/